Analfistel, lukning af fistel med laser, operation

Denne information er til dig, der skal have lukket en analfistel med laser. Der er ikke risiko for, at du bliver utæt for luft eller afføring ved denne operation.

Denne information er til dig, der skal have lukket en analfistel med laser. Fistula Laser Closure (FiLaC) er en ”minimal invasiv” lukkemuskelbevarende teknik til lukning af simple (one tracked) fistler. Der er ikke risiko for utæthed for luft eller afføring ved denne operationstype.

Før operationen

Din endetarm skal være tom inden operationen, så du skal derfor tage et lille klysma (Glyoktyl®/ Microlax®) 2-3 timer inden operationen. Vi forventer, at du har læst pjecen Velkommen til Dagkirurgisk Afsnit K, hvor du kan finde mere information om din forberedelse til operationen.

Hvordan foregår operationen?

Operationen foregår i fuld bedøvelse. Laserdioden føres gennem fistelgangen, og ved hjælp af varmepåvirkning nedbrydes væggen i fistelgangen. Den indre åbning af fistlen vil evt. blive syet sammen. Den ydre fistelåbning vil evt. blive gjort større for at give et bedre afløb af væske fra ”brandsåret” i fistelgangen. I tilfælde af dette vil du få et ydre sår, der skal hele.

Vævsvæsken og luft kan sive fra den ydre åbning i op til 4 uger, indtil fistlen er lukket – men det kan i enkelte tilfælde tage op til flere måneder. Du vil under operationen få to slags forebyggende antibiotika.

Efter operationen

Efter en kort opvågning på Dagkirurgisk Afsnit K bliver du udskrevet samme dag som operationen. Hvis alt er gået som forventet, bliver du udskrevet af sygeplejersken, som vil gennmgå operationen og efterforløbet med dig.

Smerter

Det er normalt at være øm og at have smerter i og omkring sårene efter operationen.

Du skal tage 1g paracetamol (Pinex®/Pamol®/ Panodil®) kl. ____________

Herefter anbefaler vi, at du fortsætter med nedenstående medicin på følgende faste tider i 3 dage efter operationen:

Tidspunkt:Kl. 08Kl. 12Kl. 17Kl. 22
Tablet paracetamol á 500 mg, 2 tabletter
Tablet ibuprofen á 400 mg, 1 tablet 

Desuden kan der efter behov suppleres med Morfin á 10 mg - 1 tablet efter anvisning. Efter 3 dage er det som regel nok med håndkøbsmedicinen.

Vi forventer, at du før operationen har købt paracetamol (Pinex®/Pamol®/Panodil®) og ibuprofen (Burana®/Ipren®/Ibumetin®).

Det er meget vigtigt, at du tager den anbefalede medicin.

Kvalme

Nogle oplever at have kvalme og opkastning efter operationen. Hvis du selv oplever det, vil du få tilbudt kvalmestillende medicin.

Kost

Der er ingen regler for, hvad du må eller ikke må spise efter operationen - du må spise og drikke, hvad du har lyst til. Dog skal du undgå alkohol i 3 dage efter operationen, da du under operationen har fået Metronidazol (antibiotikum), som i kombination med alkohol kan give en Antabus®lignende reaktion, dvs. rødmen, kvalme, opkastning og dunkende hovedpine.

Tarmfunktion

Du skal sørge for at have lind og helst daglig afføring. Du skal drikke 2 liter væske dagligt og evt. tage tablet Magnesia 1000 mg (2 tabletter) 1 gang dagligt. Magnesia modvirker forstoppelse og kan købes på apoteket i håndkøb.

Fysisk aktivitet

De første 14 dage efter operationen må du ikke sidde på hug, cykle eller løfte over 10 kg de af hensyn til den syning, der er lavet ved den indre åbning. 

Hygiejne og badning

Vi anbefaler, at du bruser området med lunkent vand morgen, aften og efter afføring med en håndbruser. Undgå sæbe i såret. Indtil såret er helet, kan det sive med lidt blod og sårvæske. Brug evt. bomuldstrusser eller et trusseindlæg for sårvæsken.

Du må bade i havvand efter 14 dage, men du skal holde dig fra pool og svømmehal, indtil fistlen er helet.

Bilkørsel

Du må ikke føre bil, cykle eller betjene maskiner/ værktøj de første 24 timer efter operationen. Dette skyldes, at medicinen fra bedøvelsen først er ude af kroppen på det tidspunkt, og at din evne til hurtig reaktion vil være nedsat.

Sygemelding

Du kan forvente ømhed i et par dage, og vi anbefaler 1-3 dages sygemelding.

Komplikationer

Hvis såret ikke heler, har fistlen formentlig ikke lukket sig. Dette kan først endeligt afgøres efter flere måneder. Fra operationen og et halvt år frem vil det vise sig, om fistlen lukker sig. Hvis du får symptomer på, at der er kommet en ny byld i fistlen, vil det være nødvendigt at anlægge en ny seton.

Ambulant kontrol

Hvis alt forløber efter planen, vil du 14 dage efter operationen komme til en kontrol hos en fistelsygeplejerske for at sikre, at der ikke er mistanke om betændelse i fistelgangen. Efter ca. 8 uger vil du komme til kontrol hos en fistelkirurg, hvor du vil blive ultralydsscannet.

Et halvt år efter operationen vil du blive tilbudt en MR-scanning som den endelige, afsluttende kontrol.

Hvad gør jeg, hvis jeg får det dårligt?

Du skal kontakte Dagkirurgisk Afsnit K, hvis:

  • Du får feber over 38 grader
  • Du får tiltagende smerter
  • Der flyder tykt pus ud af fistlen
  • Dit operationssår bliver varmt, rødt, ømt og hævet
  • Du har spørgsmål, du ikke fandt svar på i denne pjece

alle hverdage mellem 07.00 - 15.00 på tlf. 38 63 57 17, hvor du vil få fat på en sygeplejerske. Ved akut henvendelse er der åben til kl. 20.00. 

Redaktør