Akupunktur som smertelindring

Patienter, der har dystoni kan have gavn af akupunktur i de perioder, hvor botulinumtoxin er utilstrækkelig, eller når virkningen af botulinumtoxin er op

Tilbydes til patienter, som også behandles med Botulinumtoxin

Hvem kan få akupunktur?

Vi tilbyder akupunktur til de patienter, som er tilknyttet Neurofysiologisk Afsnit. Det vil sige de patienter, som også bliver behandlet med botulinumtoxin.

Patienter, der har dystoni, kan have gavn af akupunktur i de perioder, hvor botulinumtoxin er utilstrækkelig, eller når virkningen af botulinumtoxin er ophørt.

Primært tilbyder vi akupunktur de sidste 3 - 4 uger inden den næste behandling med botulinumtoxin.

Du kan også få akupunktur den dag, du bliver behandlet med botulinumtoxin. Du skal bare gøre opmærksom på, at du gerne vil have akupunktur.

Hvad er akupunktur?

Den type akupunktur vi tilbyder, er triggerpunktsakupunktur. Det vil sige, at vi behandler direkte i de områder, hvor der er spændinger.

Et triggerpunkt er et ømt punkt, hvor der er udstrålende fornemmelse, når der trykkes på punktet. Der sættes nåle i triggerpunkterne, og det giver en smertelindrende effekt i løbet af de første par timer. Varigheden af akupunkturen varierer, men for de fleste med dystoni/nakkespændinger holder det ca. 1 uge.

Den bedste effekt opnås efter 3 - 4 behandlinger. Nogen patienter har ikke effekt af akupunktur. Tilbuddet ophører, hvis der ikke har været nogen effekt efter 4 gange.

Der er tider at få mellem kl 10 og 14 om mandagen.

Hvordan foregår det?

Akupunkturen gives af specialsygeplejersken i Neurofysiologisk Afsnit. Det tager ca. 15 - 30 min. Der gives akupunktur i hver side af hoved- og nakkeregionen. Der undersøges for ømme punkter (triggerpunkter) og så sættes der nåle i triggerpunkterne.

Nålene skal virke i ca. 5 min. hvorefter de fjernes.

Nogen patienter vil have gavn af at have nogle meget små permanente nåle sidende i nakken. De kan sidde i ca. 14 dage. De små nåle sidder på et plaster. Det er meningen, at man skal trykke på dem indimellem og dermed stimulere musklen og få en smertelindrende effekt.

De små nåle skal tages af, hvis man skal i svømmehallen eller hvis huden bliver irriteret med rødme, kløe, varme og/eller ømhed.

Bivirkninger

Der er få bivirkninger ved akupunktur, men der kan forekomme små blødninger under huden eller i musklen og det kan give lidt ømhed. Det er ikke farligt og påvirker ikke virkningen af akupunkturen.

Redaktør