Skal det være det originale præparat, eller vil du ha' et billigere?
Det spørgsmål på apoteket kan du sikkert nikke genkendende til, og det skyldes, at der ofte findes flere præparater med det samme indhold. Alle vil gerne have billigere medicin. Men kun hvis medicinen er lige så god som den, du plejer at få.
Hvad er et kopipræparat ?
Kopimedicin bliver udviklet, når patentet for et lægemiddel udløber. Herefter kan lægemiddelindustrien ansøge Lægemiddelstyrelsen om at fremstille og sælge et produkt med nøjagtigt samme aktive indholdsstof som originalen. Det eneste, der kan være forskelligt fra den originale medicin, kan være de hjælpestoffer, man tilsætter. Og der kan være forskel i pillernes størrelse, farve eller smag, alt efter hvilke hjælpestoffer der er tilsat.
Kopimedicin er billigere
Det tager rigtig mange år at udvikle ny medicin, og det koster mange penge. Når der ikke længere er udgifter til udvikling forbundet med at producere medicinen, er der kun omkostningerne til produktionen tilbage. Derfor er kopimedicin normalt billigere at købe.
Når patenter udløber, kommer der ofte flere forskellige slags kopimedicin på markedet, og de kan også variere i pris.