Udskrivelse med kommunal sygepleje

Efter en indlæggelse kan du have brug for pleje eller behandling, som kræver, at det er en sygeplejerske, der udfører opgaverne. Læs her om kommunal sygepleje (hjemmesygepleje).

Udskrivningsrapporten er vigtig

Hvis din afdeling på hospitalet vurderer, at du har behov for sygepleje efter udskrivelsen, kontakter de kommunen ved udskrivelsen. Der sendes en udskrivningsrapport, der bl.a. fortæller kommunen, hvorfor du blev indlagt, hvordan du har det, hvad der er svært for dig, hvilke fremtidige aftaler du har med hospitalet, og hvad sygeplejen skal være særlig opmærksom på.

Udskrivningsrapporten vil også blive udleveret til dig.

Både almindelig og specialiseret sygepleje

Du kan få udført både almindelige og specialiserede sygeplejeopgaver, og du kan modtage dem på alle tider af døgnet alle ugens dage, hvis du har brug for det. Det beror altid på en individuel faglig vurdering, hvor tit og hvor længe du har brug for sygepleje.

Hvilke opgaver løser den kommunale sygeplejen?

En hjemmesygeplejerske fra den kommunale sygepleje vil følge op på den pleje- og behandlingsplan, som hospitalet har lagt. Det kan fx være at hjælpe dig med:

  • medicin fx ophældning, injektioner eller øjendrypning
  • behandling af sår
  • iltbehandling
  • pleje af stomi eller kateter
  • råd og vejledning i forbindelse med din sygdom eller nye livssituation
  • støtte til at kunne klare opgaver omkring fx medicin eller sårskift selv.

Husk at få det hele med

Det er altid vigtigt at få spurgt ind til de ting, du har brug for at vide noget om, når du kommer hjem. Lav din egen tjekliste eller brug Patientguidens.

Hent Patientguidens tjekliste til udskrivelse med kommunal sygepleje her

Klinik eller hjemme hos dig

I kommunen vil man blandt andet vurdere, om du har brug for, at sygeplejen kommer til dig i dit hjem, eller om du er i stand til at modtage sygeplejen på en særlig sygeplejeklinik.

Hvornår kommer sygeplejen første gang?

Det er altid dine behov, der afgør hvor hurtigt sygeplejersken kommer første gang. Hvis ikke du får besked på hospitalet om, hvornår der er aftalt et første besøg, vil kommunen tage kontakt til dig, så I kan aftale, hvornår og hvordan du får besøg af sygeplejersken første gang.

Hvis du venter forgæves

Hvis sygeplejen mod forventning ikke ringer og aftaler dit første besøg eller ikke kommer som aftalt, skal du kontakte den kommunale sygepleje.

Find telefonnummeret til den kommunale sygepleje i din kommune

Hvis du har haft kommunal sygepleje, før du blev indlagt

Hvis du havde kommunal sygepleje, inden du kom på hospitalet, vil sygeplejen automatisk blive genoptaget og justeret, når du udskrives fra hospitalet.

Det første besøg

Ved det første besøg vil sygeplejen sammen med dig - og dine pårørende, hvis du ønsker det - vurdere, hvad du har brug for, så I sammen kan lægge en plan.

Er der udgifter ved besøg af sygeplejersken?

Når du er visiteret til sygepleje, er den gratis. Normalt er der ingen udgifter forbundet med sygeplejen. Men i forbindelse med din medicin  og visse behandlinger kan der være udgifter til fx. sondeernæring, særlige plastre m.m.

Redaktør