Transporttilskud

Hovedreglen er, at du selv skal sørge og betale for din transport til og fra undersøgelse og behandling. Bliv her lidt klogere på, om du er berettiget til transporttilskud, og hvor du skal henvende dig for at få svar.

Hvem kan få transporttilskud?

Du kan have ret til transporttilskud, hvis du opfylder én af følgende grundbetingelser:

  • du modtager folke- eller førtidspension
  • du bor mere end 50 kilometer fra det hospital, hvor du skal undersøges eller behandles
  • du er ikke i stand til at tage offentlige transportmidler til hospitalet; og du skal i et ambulant forløb på hospitalet mere end én gang, eller bliver af hospitalet sendt hjem på weekend eller en kort ferie.

Hvordan udregnes tilskud til transport?

Har du ret til tilskud, bliver det vurderet, hvordan du billigst kan komme fra din bopæl til der, hvor du skal undersøges eller behandles. Der bliver taget hensyn til, hvad der fysisk er muligt for dig. Det er en sundhedsfaglig vurdering, om du er i stand til at benytte dig af offentlige transportmidler i forbindelse med undersøgelse/behandlingen.

Hvis du ikke kan benytte dig af offentlige transportmidler, vil der i stedet blive beregnet en kilometersats ud fra den korteste rute mellem din bopæl og der, hvor du skal undersøges/behandles (ruten beregnes ud fra Krak.dk).

Vælger du et andet hospital

Hvis du benytter frit eller udvidet frit sygehusvalg, skal du selv sørge for transport. Du kan dog få betalt den del af transportudgifterne, som du ville haft ret til i forhold til det undersøgelses- eller behandlingssted, du oprindelig var henvist til.

Ledsager med

Hvis du har ret til transport, og hvis sundhedspersonalet vurderer, at det er nødvendigt for dig at have en ledsager med under transporten, kan din ledsager køre sammen med dig.

Der er også tilfælde, hvor det er nødvendigt at have en ledsager med for at kunne gennemføre undersøgelse/behandling. Også her er det sundhedspersonalet, der vurderer behovet for transport.

Klage over afgørelse

Du kan klage til Styrelsen for Patientklager, hvis du har fået afslag på transportstilskud mv. Klagen skal indgives inden fire uger efter, at du har modtaget afgørelsen, eller du er blevet opmærksom på, at du kan klage. I særlige tilfælde kan styrelsen godt behandle din klage efter de fire uger.

Find klageskemaet på borger.dk, hvor du skal logge på med NemID

Undersøgelse og behandling i en anden region

Hvis du er i et undersøgelses- eller behandlingsforløb i en anden region, skal du søge om transporttilskud med et særligt skema. Kontakt Rådgivning i Sygehusvalg, der kan hjælpe dig med at søge. 

Find en rådgiver i sygehusvalg

Redaktør