Din livsstil kan have betydning for, hvor godt du kommer dig efter en operation

​Rygning, alkohol, motion og kost kan have stor betydning for, hvor hurtigt og hvor godt du kommer dig efter din operation. Det kalder vi også for KRAM-faktorer (kost, rygning, alkohol og motion).

Rygestop

Du forebygger komplikationer efter operationen, hvis du stopper med at ryge. Komplikationer kan forlænge den tid, det tager dig at blive helt rask igen. I værste tilfælde skal du opereres igen. 

Rygning gør det også sværere at hele sår

Tobak indeholder kulilte, der gør det sværere for blodet at transportere ilt ud i de små blodkar i huden. Det betyder, at rygning gør det sværere for sår at hele efter en operation. Når et sår heler langsomt, er der risiko for brede og mere synlige ar, øget infektionsrisiko, eller at såret springer op.

Når du stopper med at ryge, mindsker du desuden risikoen for kræft samt hjerte- og lungesygdomme på langt sigt.

Få hjælp til at stoppe med at ryge

Se guide til rygestop og rygestoptilbud på Stoplinjen.dk

E-kvit.dk er et program til alle, der ønsker at blive nikotinfri, røgfri eller blot vil vide mere om rygning.

Læs mere på E-kvits hjemmeside

Få tips og hjælp på Kræftens Bekæmpelses hjemmeside til at blive røgfri

Rygestoptelefon 80 31 31 31 tilbyder gratis telefonrådgivning til rygere, som overvejer at holde op med at ryge, eller som ønsker at vedligeholde et rygestop. Åbent dagligt fra 10-20, fredag 10-16.

Alkohol

Alkohol kan påvirke dit immunforsvar, så det får sværere ved at bekæmpe sygdomme efter en operation. Et sårbart immunforsvar kan derfor forlænge den tid, det tager før, du er helt rask. I værste fald kan det betyde, at du skal opereres igen.

Alkohol gør det sværere for blodet at størkne i dine operationssår. Det betyder, at dine sår både udvendigt og indvendigt kan have svært ved at hele efter en operation. En længere helingsperiode kan give brede og mere synlige ar. Det øger risikoen for, at der kan gå betændelse i såret, eller at sårene kan springe op.

Hold dig til Sundhedsstyrelsens anbefalinger:

  • hvis du drikker mere end 4 genstande om dagen, har du øget risiko for komplikationer i forbindelse med en operation

Du kan få gratis hjælp

Hvis du vil nedsætte dit forbrug eller stoppe helt med at drikke alkohol, kan du få gratis hjælp. Tal med din kommune, egen læge eller med hospitalet om gratis alkoholrådgivning eller alkoholbehandling.

Få hjælp til at drikke mindre

Gå på Alkolinjen.dk og læs om rådgivning, brevkasse og oplysning om alkoholbehandling

Aplan – app, hvor du kan teste dig selv og få overblik over, hvor meget du drikker.

Kost

Sørg for at spise sundt efter din operation. Når din krop får nok energi, får du hurtigere dine kræfter tilbage, sår heler bedre, og dit immunforsvar styrkes.

Vi anbefaler, at du følger Sundhedsstyrelsens kostråd:

  • spis varieret, ikke for meget
  • spis frugt og mange grønsager
  • spis mere fisk
  • vælg fuldkorn
  • vælg magert kød og kødpålæg
  • vælg magre mejeriprodukter
  • spis mindre mættet fedt
  • spis mad med mindre salt
  • spis mindre sukker
  • drik vand.

Læs mere om hvordan du konkret følger kostrådene på www.altomkost.dk

Vær opmærksom på, om noget særligt gælder for dig i forhold til kosten.

Spørg den afdeling, som du er tilknyttet, hvis du er i tvivl, om der gælder noget særligt for dig omkring kosten i forbindelse med din operation.  

Motion

Det er almindeligt, at du er træt efter en operation og har brug for at hvile dig. Men det er vigtigt, at du alligevel bevæger dig så meget, som det er muligt. Når du bevæger dig, styrker du dine muskler, knogler, lede og balanceevne, og du vil få kræfterne hurtigere tilbage. Lidt bevægelse er bedre end ingen bevægelse, så du kan begynde med korte gåture.

Regelmæssig motion styrker også dit immunforsvar og blodomløb, og jo bedre fysisk form du er i, jo mindre er risikoen for komplikationer både under og efter operationen, som fx årebetændelse og blodpropper.

Vær opmærksom på, om noget særligt gælder for dig i forhold til motion og bevægelse.

Spørg den afdeling, som du er tilknyttet, hvis du er i tvivl, om der gælder noget særligt for dig omkring bevægelse og motion i forbindelse med din operation.

Redaktør