Pressemeddelelse: Gigtpatienter skal have mere sundhed og service

Danske forskere fra Parker Instituttet, Bispebjerg og Frederiksberg Hospitaler i Region Hovedstaden, skal lede et 31 millioner kroner stort EU-projekt om at udvikle en telemedicinsk model, der både giver en bedre behandling og en lettere hverdag til det voksende antal EU-borgere med smerter i leddene.

Fem til otte ud af 1.000 voksne europæere døjer i dag med leddegigt, og der er med moderne medicin gode muligheder for at holde sygdommen under kontrol. Men medicinens virkning og mulige bivirkninger skal overvåges, og det betyder, at patienterne løbende skal møde op hos lægerne til kontroller og justering af behandlingen.

Selvtest hjemme fra sofaen

Takket være et EU-projekt kommer der imidlertid nu gang i udviklingen af en webbaseret og brugervenlig løsning, hvor patienterne kan sidde derhjemme i ro og mag med pc, tablet eller smartphone og selv holde øje med virkningen af deres behandling. Samtidig skal der udvikles udstyr til at tage blodprøver hjemme, og dermed slipper patienterne for at skulle tage på hospitalet. Seniorforsker ved Parker Instituttet Henrik Gudbergsen står sammen med professor Henning Bliddal i spidsen for den række af partnere i projektet, som EU nu støtter med de mange millioner:

- Vi forventer at udvikle et sikkert og effektivt redskab, der kan komme europæere med leddegigt til gode, og at de vil opleve større livskvalitet og en bedre behandling af deres sygdom. Samtidig imødekommer vi de stigende krav fra patienterne om mere service, siger Henning Bliddal.

Det er også et plus for patienterne, at ELECTOR, som er titlen på projektet, tager udgangspunkt i de computerbaserede selvbetjeningsværktøjer, som borgere og patienter allerede er og fortsat vil blive stadig mere fortrolige med.

Bedre fordeling af ressourcerne

Det er ikke kun patienterne, der vil opleve mere fleksibilitet i hverdagen. Det gælder også i gigtafdelingerne, der vil kunne prioritere mere effektivt:

- Forbruget af ressourcer per patientkontakt bliver væsentligt mindre, samtidig med at den nye teknologi giver bedre mulighed for at servicere flere patienter smidigt, sikkert og hurtigt. Dermed er der frigjort kræfter til at prioritere den traditionelle, personlige kontakt til de patienter, der har behov for at møde frem på hospitalet, siger Henning Bliddal.

Projektet gennemføres med en lang række både nationale og internationale samarbejdspartnere.

FAKTA

  • Bevillingen er fra EU-programmet Horizon 2020 og beløber sig på i alt 4.140.000 euro svarende til ca. 31 millioner kroner.
  • Tidsrammen for projektet er januar 2015-marts 2018 (39 måneder).
  • Hovedansøger og koordinator er Region hovedstaden - Parker Instituttet på Bispebjerg og Frederiksberg Hospitaler ved institutchef og professor, dr.med. Henning Bliddal og læge, ph.d. Henrik Gudbergsen.
  • De interne samarbejdspartnere er: Reumatologisk Afdeling på Bispebjerg og Frederiksberg Hospitaler og Videncenter for Reumatologi og Rygsygdomme samt DANBIO på Glostrup Hospital. Projektet er desuden understøttet af Telemedicinsk Videncenter, Region Hovedstaden.
  • Eksterne samarbejdspartnere tæller
    - Oxford University, Oxford, England
    - Revmatologicky Ustav, Prag, Tjekkiet
    - Syddansk Universitet, Odense, Danmark
    - Percuros BV, Enschede, Holland 
    - Zitelab ApS, Frederiksberg, Danmark
    - Philips Electronics Nederland BV, Amsterdam, Holland
    - Atonomics A/S, København, Danmark

Yderligere oplysninger:

Professor Henning Bliddal, telefon 38 16 41 58, e-mail: Henning.Bliddal@regionh.dk

Redaktør