Fremtidig behandling af hudkræft: Medicin gennem
huden
Medicin gennem huden ved hjælp af laser. Sådan lyder Bispebjerg
Hospitals og LEO Pharmas fælles bud på en ny og mere effektiv behandling til
patienter med hudkræft. Forskningen, som ligger bag laserteknikken, stammer fra
Bispebjerg Hospital, og LEO Pharma står bag gelen Picato® (ingenol mebutat), som
anvendes sammen med laserteknikken i den nye behandlingsmetode. LEO Pharma har
nu købt de fulde patentrettigheder til teknikken.
- Dette er et rigtigt godt eksempel på Region
Hovedstadens ønske om at øge samarbejdet med erhvervslivet, så vi på den ene
side er med til at udvikle nye, bedre behandlingsformer til gavn for vores
patienter, og på den anden side medvirker til, at der udvikles og skabes vækst i
regionen. Den slags samarbejder, vil vi se flere af fremover. Det er der nemlig
perspektiv i for patienter, virksomheder og samfundet generelt, siger Lars
Gaardhøj (S), formand for Region Hovedstadens Erhvervs-og vækstudvalg.
Åbner nye
behandlingsmuligheder
Laserteknikken gør det muligt for allerede kendte
og brugte lægemidler at trænge bedre ind og dermed virke mere effektivt.
Derudover kan man begynde at bruge helt nye typer af lægemidler med større
molekyler. Det vil åbne perspektiver for helt andre typer af behandlinger.
LEO Pharma overvejer nu, hvordan de vil kunne
afprøve virkningen af gelen Picato® i sammenhæng med teknikken:
- Picato® er i dag en 2-3 dages effektiv og
sikker behandling til forstadier til hudkræft, som patienter er meget tilfredse
med. Nye kliniske data med laserteknikken i kombination med Picato® kan danne
grobund for en behandling, som er effektiv og sikker, mod forstadier af hudkræft
samt hudkræft.
Det siger senior vicepræsident for Global
udvikling i LEO Pharma Kim Kjøller, som tror, at kombination af teknikken og nye
stoffer udviklet af LEO Pharma kan skabe rum for en ny behandlingsform af
hudlidelser med det mål at skabe mere sikre og effektive lægmidler for tusindvis
af patienter, så de kan få en mere sund hud.
Mere offentlig-privat samarbejde på
vej
Bispebjerg Hospital er med salg af patentet på laserteknikken på vej
i retning af mere offentlig-privat forskningssamarbejde – en vej, som hospitalet
i fremtiden gerne vil fortsætte ad:
- Samarbejdet er et godt eksempel på, at vi
effektivt får udnyttet ny viden og innovation fra vores forskere, så det hurtigt
kan komme – ikke bare vores egne patienter – men langt flere til gode. Det
udspringer af en fælles ambition om at skabe forbedringer for patienterne, og
det er noget, vi vil satse endnu mere på i fremtiden., siger vicedirektør Ane
Friis Bendix, Bispebjerg og Frederiksberg Hospitaler.
For yderligere oplysninger:
Lars Gaardhøj, Lars.Gaardhoej@regionh.dk, mobil 28
92 25 98
Professor Merete Hædersdal, Merete.Haedersdal@regionh.dk,
telefon 40 83 56 16
Senior vicepræsident Kim Kjøller, kim.kjoeller@leo-pharma.com, 72
26 39 14
Vicedirektør Ane Friis Bendix, Ane.Friis.Bendix@regionh.dk,
telefon 21 59 67 09
Fototekst:
”Tvaersnit
hud.jpg”: Tværsnit af hud med en laserkanal, der strækker sig ned gennem
overhuden til midt i læderhuden.
”Laserbehandling.jpg”: Laserbehandling med
laserstråle fokuseret mod huden. Foto: Claus Peuckert.
Link til webmagasin VIDEN+ om ”Medicin
gennem huden”:
FAKTA
Medicin gennem
huden ved hjælp af laser
Med laseren laves små, lodrette kanaler i huden,
der så kan bruges som en alternativ vej til at få lægemidlet ind i huden og
dermed behandle hudkræft mere effektivt. Teknikken gør, at man kan opnå en
større lægemiddelkoncentration i det syge væv og dermed en mere effektiv
virkning. Koncentrationen af lægemidlet i den syge hud kan øges med op til 4
gange og giver en mere skånsom og effektiv behandling.
Hudkræft
- Ca. 12.000 danskere får årligt konstateret
hudkræft
- Antallet af danskere med hudkræft stiger
støt
- Kræft i huden opstår langt overvejende som
følge af UV stråling fra solen
- Almindelig hudkræft (basalcellekræft og
pladecellekræft) er ikke dødelig
- Hudkræft kan behandles med flere forskellige
teknikker alt afhængig af type, lokalisation og antal: Kirurgi, røntgen,
fotodynamisk terapi, creme med anticancer lægemidler
- Organtransplanterede har særlig risiko for
hudkræft. Der er ca. 2300 organtransplanterede i Danmark.