Søren Wistisen Rasmussen vender hjem

​Søren Wistisen Rasmussen bliver ny ledende overlæge af Akutafdelingen på Bispebjerg og Frederiksberg Hospital. Han kommer fra en stilling som ledende overlæge ved Akutafdelingen på Holbæk Sygehus.

Vent...


Søren Wistisen Rasmussen er ny ledende overlæge i Akutafdelingen, Bispebjerg og Frederiksberg Hospital. Foto: Claus Peuckert.


Søren Wistisen Rasmussen er 60 år, speciallæge i ortopædkirurgi og en erfaren og velanskrevet leder, en af de rigtig stærke på akutområdet med stor erfaring inden for skadestuearbejde.

Det er et kendt ansigt der vender tilbage til Bispebjerg og Frederiksberg Hospital. Fra 1994 til 2007 var Søren Wistisen Rasmussen læge på Bispebjerg Hospital, de sidste 5 år som specialeansvarlig overlæge på Ortopædkirurgisk Afdeling, derefter havde han to år som skadestuechef i Roskilde og på Køge Sygehus og siden 2009 har han været ledende overlæge på Holbæk Akutafdeling. 

”Jeg glæder mig til at komme tilbage eller ”hjem” til Bispebjerg og videreføre det gode tværfaglige samarbejde til glæde for både patienter og medarbejdere - et mantra der ligger mig meget på sinde”, siger Søren Wistisen Rasmussen, som også ser frem til at uddanne og bemande fremtidens Akutafdeling med speciallæger i akutmedicin.

Søren Wistisen Rasmussen begynder i sit nye lederjob den 1. august 2018, hvor han sammen med ledende oversygeplejerske Charlotte Rahbek og det øvrige ledelsesteam skal være frontløber på Danmarks næststørste Akuthospital med ca. 40.000 akutte indlæggelser årligt og 100.000 akutte besøg. 

Søren Wistisen Rasmussen har flere lederuddannelser deriblandt en international diplom uddannelse fra Harvard Medical School i ledelse af Akutafdelinger. Han er en anerkendt foredragsholder inden for akutområdet, har flere tillidshverv og var i en lang årrække bestyrelsesmedlem i Dansk Ortopædkirurgisk Traumeselskab. 
Når Søren Wistisen Rasmussen ikke er i Akutafdelingen lader han ikke bare lægetasken stå på kontoret.

I fritiden kan man finde ham på Køge Bugt i familiens sejlbåd eller til et arrangement som Sejl Sikkert Ambassadør for Søsportens Sikkerhedsråd, hvor han står for oplysning om og forebyggelse af drukneulykker.


Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor