Skovbørnehave - et sundere valg?

​I et nyt studie vil forskere fra Parker Instituttet undersøge, om børn har bedre af at gå i skovbørnehave end i almindelig børnehave.

Vent...
Forskerne vil specifikt se på, om børn, der har gået i skovbørnehaver, er mindre overvægtige, har færre infektioner, har bedre syn, bedre trivsel og sociale relationer, er mere kognitivt og motorisk udviklede, og sover bedre op til fire år efter afsluttet børnehave, sammenlignet med børn der har gået i almindelige børnehaver. 

Studiet har især fokus på forskelle mellem børn fra lav- og højindkomst familier. 

Usundt at sidde stille indendørs
Mange børn i alderen 3-5 år er stillesiddende, når de er hjemme, og hvis de i børnehaven, hvor de tingbringer ca. 40 timer om ugen, også der bruger meget tid indendørs, kan det have sundhedsmæssige konsekvenser senere i livet. 

I Skandinavien kan forældre vælge, at deres børn skal gå i skovbørnehave - en dansk opfindelse, der hovedsageligt henvender sig til børn fra de større byer. Disse børn bliver kørt fra byen til et landligt område, hvor der er en lille hytte og et naturområde børnene kan lege i, uden en traditionel legeplads. Denne type børnehave har de seneste år fået øget international opmærksomhed, da det antages, at børn der går i skovbørnehave er bedre motorisk udviklede og sundere end børn, der går i almindelige børnehaver. Faktum er, at motorik og sundhed kun er blevet undersøgt og bekræftet i få små studier, af lav kvalitet. 

Legepladsbørn er mindre aktive
Norske studier af leg i det fri sammenlignet med leg på legepladser har vist, at legepladsbørn er mindre fysiske aktive og motoriske udviklede end børn, der leger i det fri. Yderligere formodes det, at børn af forældre med lav indkomst i en mindre grad benytter tilbud om skovbørnehaver. Disse børn har tillige en øget risiko for overvægt og sygdom, og vil muligvis have ekstra gavn af flere udendørs aktiviteter. 

Fysisk aktivitet og ujævnt underlag stimulerer sanser, muskler, knogler og led, og undersøgelser tyder på, at lyseksponeringen ved udendørs ophold kan have en gavnlig effekt på øjets udvikling.

Studiet er et registerbaseret prospektivt studie hvor ca. 3.200 skovbørn og 8.000 børn fra almindelige børnehaver i Københavns Kommune i perioden 2014-2017 deltager. Børnene i de to grupper bliver matched på bopælsområde, og individuelle informationer om sundheds- og befolkningsdata bliver koblet til studiepopulationen via Danmarks Statistik. 

På grund af den direkte kontakt med målgruppen; forældre, pædagoger og kommunalt ansatte, er en vigtig del af projektet, at inddrage projektets følgegruppe bestående af repræsentanter fra Københavns Kommune, BUPL og København Forældreorganisation i diskussionen af studiemetoder og resultatformidlingen.

Projektleder: Berit Lilienthal Heitmann, berit.lilienthal.heitmann@regionh.dk
Institution: Parker Instittutet, Bispebjerg og Frederiksberg Hospital
Bevilling: 433.000 kr.
Bevillingsår: 2019



Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor