Nyt bageri skal levere hjemmebag til patienterne

​Bispebjerg Hospital har for nyligt slået dørene op til et nyt bageri og konditori, der skal gøre patientmaden endnu mere appetitlig.  

Vent...


Der bages på livet løs i det nyåbnede bageri og konditori på Bispebjerg Hospital, og duften af hjemmebag breder sig over hospitalet. Køkkenpersonalet har øvet sig på nye opskrifter og har bagt med kyndig oplæring af personale fra Meyers Madhus. Bageriet startede med at servere økologiske boller, småkager og knækbrød til patienterne i maj, og bagværket vækker begejstring.

- Jeg er glad for, at vi nu har et bageri, hvor vi kan tilbyde hjemmebag til vores patienter og i øvrigt supplere den gode og økologiske mad, som vores køkken hver dag laver fra bunden, fortæller Anne Jastrup, der er direktør på Bispebjerg og Frederiksberg Hospital.

Få et kig ind i det nyåbnede bageri på Bispebjerg Hospital, her er det kardemommesnurrerne der snurres: 

Udviklet i samarbejde med Meyers Madhus

Meyers Madhus har stået for at udvikle opskrifterne til hospitalet, og der bliver taget højde for patienternes forskellige udfordringer. Fx undgås hårde skorper, som mange patienter har svært ved at tygge.

- Man er syg, når man ligger på hospitalet, men jeg er overbevist om, at god og hjemmelavet mad stadig betyder meget for patienternes oplevelse, når de er indlagt hos os, siger Anne Jastrup.

Alle brød og kager er økologiske, da hospitalet, som det første i Region Hovedstaden, har fået guldmærket i økologi.

Fakta:

  • Bageriet og konditoriet på Bispebjerg Hospital leverer økologisk brød og kager som en del af patientmenuen.
  • Meyers Madhus har hjulpet med at udvikle opskrifterne på brød og kager.


Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor