Ny professor vil behandle multisygdomme ved hjælp af kost

​Overlæge, dr. med. Steen Bendix Haugaard fra Endokrinologisk Afdeling på Bispebjerg Hospital er udnævnt til klinisk professor ved Institut for Klinisk Medicin, det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Københavns Universitet. 

Vent...

Steen Bendix Haugaard. (Foto: Rebekka Holm Andersen)


Professoratet er i multisygdomme indenfor medicinsk endokrinologi og intern medicin. Hovedfokus er at forbedre behandlingen af type 2 sukkersyge, og målet er at undgå følgesygdomme som blandt andet sår, blodpropper og fedtlever ved hjælp af blandt andet kulhydratreduceret kost.

Patienter med sukkersyge har større risiko for blodpropper i hjerte og hjerne og dertil nyresygdom. Derudover er der risiko for øjensygdomme og for karsygdomme, som følges af sår og amputation. Derfor er det ifølge professor Steen Haugaard vigtigt, at man kigger på, hvad kulhydratreduceret kost betyder for sukkersygepatienter og deres følgesygdomme. 

”Det er påvist, at ved at nedsætte kostens indhold af kulhydrat, så falder blodsukkeret markant både hos raske personer, personer med forstadier til sukkersyge og hos patienter med sukkersyge. Denne kost har også en gunstig effekt på blodtrykket og fedtet i leveren, hvorfor det også er oplagt at vende os imod vores søsterafdeling på Bispebjerg Hospital, Abdominalcenter K og se på patienter med non-alkoholisk fedtlever,” siger professor Steen Haugaard. 

Patienter kan droppe medicin med ændret kost
Et studie, som i øjeblikket er i støbeskeen, handler om at udlevere specielt sammensat kost til sukkersygepatienter. Hypotesen er, at ved at spise mindre kulhydrat, lidt mere fedt og protein kan man erstatte en eller flere af de piller, patienterne tager. Steen Haugaard er sammen med overlæge Thure Krarup i gang med at finde investering til et måltidskassekoncept til behandling af sukkersyge. 

”Vi er i fin dialog med fødevareindustrien og får vedvarende uvurderlig økonomisk støtte fra flere parter herunder særligt Arla formidlet af bl.a. professor Henrik Andersen,” siger Steen Haugaard og fortsætter, ”Det er meget vigtig for den kostbaserede forskning, at det er lykkedes køkkenchef på hospitalet Michael Allerup Nielsen, og jeg at få professor Arne Astrup fra NEXS tilknyttet Bispebjerg og Frederiksberg Hospital. Det betyder, at vi har den største faglige ekspertise til at udvikle kostbaseret forskning og behandling på tværs af de kliniske afdelinger.”

Samarbejde om patienter med flere sygdomme
Den endokrinologiske kernepatient med type 2 sukkersyge er som beskrevet i risiko for at udvikle multisygdom, der involverer mange andre specialer, som bl.a. hjertespecialet, neurologi, dermatologi og ortopædkirurgi. 

”Disse specialer er stærkt repræsenteret på Bispebjerg Hospital og med disse afdelinger har Endokrinologisk Afdeling allerede etableret et stærkt og forskningsbaseret samarbejde til gavn for fælles multisyge patienter," fortæller Steen Haugaard.

Nyt fag om multisygdomme
For at ruste lægerne til at håndtere patienter med multisygdomme, har Steen Haugaard ambitioner om at lave et fag om multisygdom i Fakultetets sommerskole i intern medicin og muligvis på sigt, at dette bliver et fag i lægeuddannelsen. 

”Flere faggrupper og medicinske specialer skal mødes og beskrive multisygdom, og hvordan vi bedst forebygger og behandler flere sygdomme samtidigt,” forklarer han.

Tiltrædelsesforelæsning den 17. maj 2018
Tid: 17.maj 2018 kl.14.30. 
Sted: Auditoriet i Uddannelsescenteret, indgang 50, Bispebjerg Hospital.
Forelæsningen hedder: ”Multisygdom – sukker mod livet”. 
Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor