Ny professor i geriatri

​Charlotte Suetta er tiltrådt som professor i geriatri ved Københavns Universitet med specielt fokus på muskel- og funktionstab hos ældre patienter. Professoratet er delt mellem Bispebjerg og Frederiksberg Hospital samt Herlev og Gentofte Hospital.

Vent...

Charlotte Suetta_web.jpgOverlæge, dr.med. Charlotte Suetta er ny professor i geriatri. Foto: Claus Peuckert

Charlotte Suetta er 50 år, overlæge, dr.med., ph.d. og speciallæge i klinisk fysiologi og nuklearmedicin, og har siden 2014 været ansat som overlæge på Klinik for klinisk fysiologi, nuklearmedicin & PET på Rigshospitalet – Glostrup. Hun har desuden været klinisk forskningslektor ved Københavns Universitet siden 2015. Fremover vil Charlotte Suetta være ansat som 100% forsker i geriatri i et delt professorat mellem Bispebjerg og Frederiksberg Hospital samt Herlev og Gentofte Hospital.

Tidligere i karrieren var Charlotte Suetta ansat i en længere periode på Institut for Idrætsmedicin på Bispebjerg Hospital, og er aktuelt en del af det klinisk-universitære samarbejde (Clinical Aademic Group, CAG) indenfor Fysisk Aktivitet og Sport i Klinisk Medicin (imPAct).

Forskning i muskel- og funktionstab hos ældre

Omdrejningspunktet for Charlotte Suettas forskning er at forstå mekanismerne bag muskeltab ved aldring, inaktivitet og sygdom, også kaldet sarkopeni, og undersøge hvordan man bedst muligt modvirker tab af muskelvæv hos både raske og syge ældre. Et fokusområde som også førte til en doktordisputats i maj 2016.
Det undrer professoren, at der til trods for, at muskelmassen har en selvstændig betydning for livskvalitet og sygdomsforløb hos specielt ældre patienter, er så lidt fokus på ældres muskelfunktion i klinisk praksis. Det vil hun gerne ændre på. 
Charlotte Suetta er særligt optaget af at finde metoder til at undgå muskel- og funktionstab hos ældre i forbindelse med sygdom og hospitalsindlæggelse. 

- Jeg håber på, at min forskning kan føre til mere målrettede behandlingsmetoder, så man undgår at ældre patienter svækkes unødigt under et hospitalsophold, da muskelfunktion har stor betydning for livskvaliteten hos den enkelte og for om man klare sig selv efter en udskrivelse, siger Charlotte Suetta.

Selv holder hun gang i musklerne på sine daglige cykelture mellem de tre arbejdspladser; Herlev og Gentofte Hospital, Bispebjerg og Frederiksberg Hospital og Københavns Universitetet. Charlotte Suetta glæder sig til at fordybe sig endnu mere i specialet geriatri og udvide netværket til både klinik og forskning på de to hospitaler – hvilket allerede er godt i gang.

Tiltrædelsesforelæsning

Tiltrædelsesforelæsning finder sted fredag den 9. november 2018 kl. 14.00 i Auditoriet, Uddannelsescenteret, Bispebjerg Hospital, indgang 50. 
Efterfølgende er Direktionen, Herlev og Gentofte Hospital og Direktionen, Bispebjerg og Frederiksberg Hospital værter ved en reception fra kl. 15.00.
Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor