Geriatrisk Afdeling vinder Uddannelsesprisen 2018

​Geriatrisk Afdeling Bispebjerg og Frederiksberg Hospital er kåret til bedste uddannelsessted for medicinstuderende. 

Vent...

Fra venstre, forrest: Ledende overlæge og lokal undervisningsansvarlig Eckart Pressel med pokal, uddannelseskoordinerende yngre læge Derya Tireli (med blomster) og uddannelsesansvarlig overlæge Shafika Tapia Feizi (med pokal)

Fra venstre, bagerst: Institutleder Jesper Hastrup Svendsen og viceinstitutleder Peter Bytzer Institut for Klinisk Medicin, Københavns Universitet


Stort til lykke til hele holdet i Geriatrisk Afdeling, som onsdag morgen fik overrakt Københavns Universitets Uddannelsespris. 

Institutleder Jesper Hastrup Svendsen, Institut for Klinisk Medicin, Københavns Universitet anerkendte det gode uddannelsesmiljø og sagde, at det på ingen måde havde været svært at vælge netop denne afdeling. Ledende overlæge og undervisningsansvarlig Eckart Pressel takkede på hele afdelingens vegne, og sagde, at det er en pris alle kan være godt stolte af. 

I indstillingen fra de studerende står der bl.a.: 
”Dygtige og empatiske læger, som tager sig rigtig godt af både patienter og studerende. Er rigtig gode til at uddelegere opgaver til de studerende, hvorfor jeg/ vi har været til gavn for afdelingen hver eneste dag” 

”Derudover tager de sig tid til at mødes med os (studerende) flere gange under opholdet for at høre, hvordan det går, hvad der er godt og hvad der kan gøres bedre”

Tjener os selv
Ledende overlæge Eckart Pressel peger på, at det er væsentligt at alle tager et ansvar:

- At uddanne studerende er en ledelsesopgave, som hos os er forankret i alle faggrupper – alle har et ansvar – og de studerende er en del af teamet, og de har også selv et ansvar, for supervision går begge veje sammen med tæt og løbende kommunikation, siger Eckart Pressel der glæder sig over at ”vi tjener os selv” på længere sigt, for hvert år søger 1- 2 studerende introstillinger i afdelingen efter de har været i grundlæggende klinik i afdelingen.

FAKTA Grundlæggende klinik

  • Kursus i grundlæggende klinik er et 5 ugers kursus på 1. semester af kandidatuddannelsen. Kurset skal introducere den studerende til den praktiske kliniske uddannelse, herunder de principper og procedurer som danner grundlag for diagnosticering og behandling af patienter med almindelige medicinske og kirurgiske sygdomme. I kommunikationstræningen arbejder den studerende på at etablere en relation til patienten, som understøtter indhentelse og viderebringelse af information.
  • Afdelingen modtager hvert semester ca. 6 medicinstuderende i klinisk ophold (2 ad gangen i 3 rul).

FAKTA om prisen

  • Institut for Klinisk Medicin på Københavns Universitet uddeler hvert år en uddannelsespris til en hospitalsafdeling, der modtager medicinstuderende i klinisk ophold, som har gjort det særligt godt, fx pga. god organisering af klinikopholdet, gode evalueringer eller pædagogiske aspekter.
  • Uddannelsesprisen uddeles blandt 117 kliniske afdelinger i Region Hovedstaden og Region Sjælland. 

Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor