Færre kulhydrater forbedrer type 2-diabetikeres evne til at regulere blodsukkeret

​Patienter med type 2-diabetes forbedrer evnen til at regulere blodsukkeret, hvis de spiser mad med et sænket indhold af kulhydrat og en øget andel af protein og fedt. Det viser et nyt studie foretaget på Bispebjerg Hospital i samarbejde med blandt andre Aarhus Universitet og Institut for Idræt og Ernæring fra Københavns Universitet. Fundene står i modsætning til de traditionelle kostanbefalinger til type 2-diabetikere.
Vent...


Et eksempel på et af forsøgsmåltiderne med et reduceret indhold af kulhydrat og et øget indhold af protein og fedt. Foto: Københavns Universitet.


Statens Institut for Folkesundhed skønner, at i 2030 vil antallet af danskere, der er diagnosticeret med type 2-diabetes være fordoblet til intet mindre end 430.000. Ernæringsbehandling er vigtig for at behandle sygdommen optimalt, men anbefalingerne er uklare. Ifølge Sundhedsstyrelsen er op mod 85 % af de ny-diagnosticerede patienter med type 2-diabetes overvægtige, og de er typisk blevet rådet til at spise en kost med fokus på vægttab; mad med færre kalorier, end de forbrænder, et lavt fedtindhold og et højt indhold af kulhydrat med lavt ’glykæmisk indeks’ (der angiver, hvor hurtigt en fødevare får blodsukkeret til at stige). 

Sænket indhold af kulhydrat - øget andel af protein og fedt

Men centralt i behandlingen af type 2-diabetes er patientens evne til at regulere sit blodsukker, og nu peger ny forskning på, at - sammenlignet med den traditionelt anbefalede kost – så forbedrer en kost med et sænket indhold af kulhydrat og en øget andel af protein og fedt patientens evne til at regulere blodsukkeret. Desuden reducerer den mængden af fedt i leveren, samtidig med at den har en gunstig virkning på fedtstofskiftet hos personer med type 2-diabetes. 

”Formålet med vores studie var at se på, hvilken effekt kosten havde, uden at effekten blev ”forstyrret” af et vægttab. Derfor blev patienterne bedt om at holde vægten. Vores studie bekræfter formodningen om, at en kost med færre kulhydrater kan forbedre patienternes evne til at regulere blodsukkeret - uden at patienterne samtidig taber sig.” forklarer overlæge, dr. med. Thure Krarup fra Endokrinologisk Afdeling på Bispebjerg Hospital. Han fortsætter: ”Vores fund er vigtige, netop fordi vi har pillet vægttabet ud af ligningen. Tidligere studier har givet modstridende konklusioner, og i en del af de studier har vægttab kompliceret fortolkningen.”

Nye kostanbefalinger til type 2-diabetikere på sigt

Resultaterne giver anledning til at overveje, hvilken kost man fremover skal anbefale til patienter med type 2-diabetes, understreger Thure Krarup: 

”Studiet viser, at hvis man reducerer andelen af kulhydrat i kosten og samtidig øger andelen af protein og fedt, så kan man behandle både højt blodsukker og nedbringe fedtindholdet i leveren. Det er derfor afgørende, at vi forsker intensivt videre i dette område, således at vi på sigt kan udvikle de optimale kostanbefalinger til personer med type 2-diabetes,” siger Thure Krarup og slår dermed fast, at resultaterne bør bekræftes i større og længerevarende kontrollerede forsøg.

Studiets resultaterne er udgivet i artiklen “Carbohydrate-Reduced High-Protein Diet improves HbA1c and Liver Fat Content in Weight Stable Subjects with Type 2 Diabetes: a Randomized Controlled Trial”  i det ansete videnskabelige tidsskrift ’Diabetologia’.

Opsummeret: Hvad viste studiet?

  • En kost med et reduceret indhold af kulhydrat, et øget indhold af protein og et moderat øget indhold af fedt forbedrer den glykæmiske kontrol (evnen til at regulere blodsukkeret) ved at reducere blodsukkeret efter måltidet og ’langtidsblodsukkeret’ (målt ved ’HbA1c’ som er en betegnelse for en blodprøve, der fortæller, hvad det gennemsnitlige sukkerniveau i blodet har været over de seneste cirka to måneder).
  • En kost med et reduceret indhold af kulhydrat, et øget indhold af protein og et moderat øget indhold af fedt reducerer indholdet af fedt i leveren.
  • En kost med et reduceret indhold af kulhydrat kan være gavnligt for patienter med type 2-diabetes - også selvom det ikke ledsages af vægttab.

Om studiet

Studiet er en del af CutDM, der – støttet af en bevilling på 4 mio. kr. fra Arla Food for Health – undersøger om en kost med et reduceret indhold af kulhydrat og et øget indhold af protein og fedt forbedrer type 2-patienters regulering af blodsukkeret. Fødevarer til kostforsøget i nærværende studie er leveret med støtte fra Arla Foods, JAN Import A/S, Royal Greenland og Danish Crown.

I studiet deltog 28 patienter med type 2-diabetes over i alt 12 uger. I 6 af ugerne fik patienterne udleveret en traditionel diabeteskost med et højt indhold af kulhydrat, og i de 6 andre uger fik de udleveret en kost med et begrænset indhold af kulhydrat, et øget indhold af protein og et moderat øget indhold af fedt. Patienterne modtog kosttyperne i tilfældig rækkefølge. 

Studiet er gennemført i et samarbejde mellem Endokrinologisk Afdeling ved Bispebjerg Hospital; Institut for Idræt og Ernæring ved Københavns Universitet; Radiologisk Afdeling, Herlev og Gentofte Hospital; Institut for Klinisk Medicin ved Aarhus Universitet; Novo Nordisk Foundation Center for Basic Metabolic Research ved Københavns Universitet; Endokrinologisk Afdeling ved Amager og Hvidovre Hospitaler og Medicinsk Afdeling ved Amager og Hvidovre Hospitaler. 

Om Arla Food for Health
Københavns Universitet, Aarhus Universitet, Arla Foods amba og Arla Foods Ingredients har siden 2015 gennem Arla Food for Health - et ligeværdigt offentlig-privat partnerskab omkring forskning - haft fokus på at undersøge sundhedseffekterne af mejeriingredienser og mejeriprodukter. Centeret har sit primære fokus på tværvidenskabelig forskning inden for tre hovedområder: 1) Forebyggelse og afhjælpning af metabolisk syndrom, 2) Forebyggelse og afhjælpning af fejlernæring og 3) Forbedring af immunforsvar. 

Kontakt

Overlæge, dr. med Thure Krarup
Endokrinologisk Afdeling 
Bispebjerg Hospital
Mail: Thure.Krarup@regionh.dk
Telefon: 2011 6061

For spørgsmål relateret til forsøgskosten
Lektor Thomas Meinert Larsen
Institut for Idræt og Ernæring,
Københavns Universitet
Mail: tml@nexs.ku.dk
Telefon: 2271 7058

Presseansvarlig Else Wad Bjørn
Chefkonsulent
Bispebjerg Hospital
Mail: else.wad.bjoern@regionh.dk
Telefon: 2724 2800



Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor