De spænder ben for store amputationer

​​Mange patienter med diabetes mister følesansen i fødderne og opdager ikke, at der fx sidder et glasskår og skaber infektion. Uden akut hjælp ender de ofte med at få amputeret foden eller benet. Et samarbejde på tværs skal sikre, at det ikke går så galt.

Vent...
Ole og Klaus IMG_9551-3.jpg

Fra venstre: Overlæge på Endokrinologisk Afdeling Ole Lander Svendsen (til højre) tilser en patient med diabetisk fodsår sammen med overlæge Klaus Kirketerp-Møller fra Dermato-Venerologisk Afdeling og Videncenter for Sårheling. (Foto: Søren Høgh Hansen)

Ca. 22.000 danskere har diabetiske fodsår, og 4.000 personer lever med en amputation som følge af det. Det er et stort problem, at patienter med fodsår ofte kommer for sent i behandling, og det er lidt tilfældigt, hvor i sundhedsvæsenet de bliver vurderet og ender med at blive behandlet. 

Tre afdelinger på Bispebjerg Hospital og en fra Rigshospitalet står sammen om at gøre kål på de mange store amputationer, som rammer patienter med diabetisk fodsygdom. Under navnet Copenhagen Diabetes Foot Center har de skabt én indgang, så patienter med akut diabetisk fodsygdom får den hurtige vurdering og behandling, som er absolut nødvendig for, at sygdommen ikke skal ende med at koste hele benet.

Én indgang for akutte diabetiske fødder
Kernen i Copenhagen Diabetes Foot Center er, at praktiserende læger og læger på andre hospitalsafdelinger skal ringe til ét, og kun ét, nummer på deres akuthospital, hvis alarmklokkerne ringer. I den anden ende af røret sørger en kompetent læge for, at patienten bliver vurderet og kommer i behandling det rigtige sted. Vel at mærke HURTIGT. Tidligere handlede begrebet ”akut diabetisk fod”om, at patienten fx skulle tilses inden for en uge. I det nye koncept sker det inden for en time. 

En kæmpe forskel for patienterne
Overlæge på Endokrinologisk Afdeling Ole Lander Svendsen har sammen med Videnscenter for Sårheling har været primus motor i Copenhagen Diabetes Foot Center:

- Det har været et langt sejt træk, men i dag er det en succeshistorie takket være åbenhed og vilje til at bryde barrierer ned hos alle parter. Nu handler det om at gøre konceptet mere kendt, så vi om få år ser færre store amputationer. Der vil nok fortsat være mange små amputationer til den tid, men det er positivt, for det betyder, at vi med en tidlig indsats har forhindret en stor amputation med en lille. For patienterne gør det jo indlysende en kæmpe forskel, om det meste af benet fjernes, eller man kan ”nøjes” med en eller to tær. Så kan de bevare førligheden og undgå den negative spiral, som en stor amputation kan medføre, siger Ole Lander Svendsen.

#detsamarbejdendehospital

FAKTA
  • Akut diabetisk fodsygdom skal henvises til den vagthavende visitator/læge på Copenhagen Diabetes Foot Center (CODIF). Har patienten nedsat blodforsyning, sendes patienten til Karkirurgisk Klinik på Rigshospitalet, hvor en ballonudvidelse kan komme på tale. 
  • Copenhagen Diabetes Foot Center er et samarbejde mellem Endokrinologisk Afdeling, Videnscenter for Sårheling (Hudafdelingen), Ortopædkirurgisk Afdeling, samt Karkirurgisk Klinik, Rigshospitalet.
  • På regionalt plan har Bispebjerg Hospital og Steno Diabetes Center Copenhagen være drivkraften i at få skabt en model som CODIF, hvor hvert akuthospital har én indgang og ét telefonnummer til et multidisciplinært team, og der er indenfor de sidste par år kommet fodterapeuter og øget fokus i alle diabetes ambulatorier i Region Hovedstaden på diabetisk fodsygdom 
  • Ca. 22.000 danskere har diabetiske fodsår, og hvert år får ca. 3.000 danskere nye diabetiske fodsår.
  • Omkring 4.000 personer i Danmark lever med en amputation som følge af diabetisk fodsår.
  • Kontaktperson, Copenhagen Diabetes Foot Center: Overlæge Ole Lander Svendsen, Endokrinologisk Afdeling, e-mail: Ole.Lander.Svendsen@regionh.dk


Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor