Danmarks største ATES-anlæg indviet på Bispebjerg Hospital

​​Grøn, grønnere, Bispebjerg. Et nyt anlæg, der lagrer kulde og varme i undergrunden, blev tirsdag indviet som en del af byggeprojektet Nyt Hospital Bispebjerg. Det betyder en reducering i hospitalets CO2-udledning på cirka 50 procent.
Vent...

”Med ATES-anlægget kan vi energioptimere på en miljøvenlig måde, og det er helt afgørende for en bæredygtig fremtid,” siger projektchef for Nyt Hospital Bispebjerg, Lene Stevnhoved, der her ses sammen med formanden for Region Hovedstadens Klima- og Miljøudvalg, Kim Rockhill. Se flere billeder fra dagen længere nede på siden. Foto: Byggeriets Billedbank

Der var stor interesse for at komme ind at se Danmark største ATES-anlæg, da Nyt Hospital Bispebjerg tirsdag indviede anlægget og den nye Teknikbygning, der huser det.

ATES, der står for Aquifer Thermal Energy Storage, lagrer kulde og varme i undergrunden og skal fremover dække hele Bispebjerg Hospitals kølebehov i for eksempel scannere og ventilationsanlæg og mere end halvdelen af varmebehovet.

"Det er en stor historisk milepæl, at vi i dag kan åbne Danmarks største ATES-anlæg," sagde Lars Gaardhøj, regionsrådsmedlem (S) og formand for den politiske følgegruppe for Nyt Hospital Bispebjerg, i sin tale. 

"Et stort moderne hospital er spækket med apparatur, og der er stort behov for nedkøling om sommeren, mens der om vinteren er brug for opvarmning. Vi får med dette anlæg mulighed for at køle og varme på en meget mere klimavenlig og bæredygtig facon, der halverer CO2-udledningen. Det er jeg rigtig glad for."


360.000 liter vand i timen

Fremover er det grundvandet under Bispebjerg Hospital, der skal bruges til at køle og varme med. Fra seks kolde boringer ned i 100 meters dybde pumpes der i de varme måneder cirka 50.000 liter grundvand op i timen. Vandet ledes ind i et lukket kredsløb, hvor kulden udvindes og bruges i for eksempel klimanlæg og som køl i scannere.

Når kulden udvindes, får vandet en højere temperatur. Det opvarmes yderligere med en varmepumpe, og så ledes det tilbage i jorden via seks varme boringer. Her ligger det på lager i undergrunden, indtil vinteren kommer. I de kolde måneder pumpes det op igen, og nu er det varmen fra vandet, der udvindes og bruges i for eksempel radiatorerne.

Også det vand pumpes tilbage i jorden, via de kolde boringer, og sådan fortsætter hospitalet med at genbruge skiftevis varmen og kulden fra grundvandet. Anlægget kan cirkulere op til 360.000 liter vand i timen, og den alternative energikilde gør, at hospitalet kan skære ned på CO2-udledningen med cirka 50 procent.

”De nye hospitalsbyggerier er en enestående chance for at nytænke løsninger for driften af vores hospitaler. Med denne Teknikbygning og ATES-anlæg kan vi være med til at energioptimere på en miljøvenlig måde, og det er helt afgørende for en bæredygtig fremtid, ” siger projektchef Lene Stevnhoved, Nyt Hospital Bispebjerg, der ved indvielsen førte an i nedtællingen til åbningen af fremtidens grønne forsyningscentral på Bispebjerg.

Fotos herunder er af Byggeriets Billedbank.

Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor