Tomatsuppe med topping, sprød salat med spidskål og feta eller dampet hvid fisk med urter. Det er blot 3 ud af 11 småretter, som patienterne dagligt kan vælge imellem til frokost og aften. Der er selvfølgelig også kød, forskelligt slags brød og lækre snacks på menuen. Det er som at være på restaurant, som en af patienterne udtrykker det.
Sådan er hospitalsmad anno 2026 på Bispebjerg Hospital. En større indsats om, at patienterne får den nødvendige ernæring, er nemlig i gang. Det betyder endnu større fokus på, hvor meget protein den enkelte patient får, og måltider kan i højere grad skræddersys til patientens ønsker og appetit.
Et pusterum i en hospitalshverdag
Sofie Andreasen er en af de nye ernæringsværter på Hud- og Sårafdelingens sengeafsnit og en vigtig nøgleperson i at hjælpe patienterne med at få den nødvendige kost. For Sofie er arbejdet meget mere end ernæring og madbestillinger. Det handler i høj grad om mennesker.
-Jeg nyder at være dér, hvor patienterne er og give dem et lille frikvarter fra sygdom og stuegang, fortæller hun.
Hver dag taler hun med indlagte patienter om noget så jordnært som mad - hvad de kan lide, hvad de plejer at spise derhjemme, og hvad der frister fra hospitalets 21-siders menukort.

Hospitalets menu er sammensat med flere valgmuligheder, og det giver patienterne en oplevelse af indflydelse. Nogle har endda, som Britta på billedet, forberedt sig til samtalen ved at sætte kryds ved de retter, hun gerne vil spise.Og netop de samtaler gør en forskel.
-Når vi taler om mad, kan jeg se, at de får en pause fra alt det, der handler om sygdom. For en stund er fokus et andet sted, og det giver så god mening, siger Sofie.
En ny rolle finder sin plads
At ansætte ernæringsværter er en del af en større indsats, hvor ernæring betragtes som en central del af behandlingen. Derfor styrker hospitalet indsatsen med både ernæringsværter og diætister, der har ansvar for alt omkring patienternes måltider, lige fra bestilling og servering til individuel tilpasning.
De første afdelinger, der tog imod de nye funktioner, var K og L, og senest er altså Y og DS kommet med på vognen.
-Jeg er blevet taget rigtig godt imod, fortæller Sofie. Jeg har et tæt samarbejde med personalet, især når der er patienter, der har madlede eller kvalme. Så finder vi løsninger sammen, så patienterne alligevel får noget at spise, for maden giver jo kræfter og energi.
En lettelse for plejepersonalet
Sofie sørger for alt hvad der handler om mad til patienterne, og det er opgaver, der tidligere ofte lå hos plejepersonalet.
Sygeplejerske Helena Kirkegaard Andersen mærker tydeligt forskellen:
- Det er megafedt, at hospitalet satser mere på kost og ernæring. Det betyder noget, at der er fagligt fokus på, at maden indeholder det rette kalorie- og proteinindhold. Sofie har en rigtig god kontakt til patienterne og hjælper dem med at få dækket deres behov, og det kan være med til at understøtte sårheling og en god restitution, fortæller hun.
Sygeplejerske Helena Kirkegaard Andersen er glad for samarbejdet med ernæringsvært Sofie Andreasen.
Kvalitet hele vejen fra jord til bord
Noget af det, der tiltrak Sofie ved jobbet som ernæringsvært, var både hospitalets ambitioner og fokus på råvarer og kvalitet.
-Det er et kæmpe plus, at maden er lavet fra bunden. Jeg ved, at køkkenet går op i råvarerne og satser på økologi. For eksempel kender de jo den landmand, der har haft grisene gående ude på markerne, fortæller hun.
For Sofie giver det mening at være en del af en helhed, hvor både kvalitet, bæredygtighed og patienternes behov går hånd i hånd.
Mere end bare mad
Ernæringsværterne er stadig nye på hospitalet, men allerede nu er der klare tegn på, at de gør en forskel.
For Sofie handler det om små øjeblikke med stor betydning:-Hvis jeg kan være med til, at en patient får lyst til at spise og får noget mad, der smager som hjemmelavet mad, selv om det kommer fra et hospitalskøkken, så giver det virkelig mening for mig at stå op og gå på arbejde hver morgen.
Med sit engagement og sin glæde ved arbejdet er Sofie Andreasen et godt eksempel på, hvordan ernæring, nærvær og faglighed bidrager til en helhedsorienteret behandling, hvor selv små måltider kan gøre en mærkbar forskel for patienternes trivsel og forløb.