Socialt udsatte leverer krydderurter til hospitalet

Danmarks første økologiske hospitalsgartneri åbner på Bispebjerg og Frederiksberg Hospital. I gartneriet sørger socialt udsatte for, at patienterne får bæredygtige krydderurter.
Vent...

SE FILMEN om Drysseriet og hør gartneren Lars Jacobsen fortælle om de spirende krydderurter, de små eksperimenter, smagen og lidt mere.

”Drysseriet” er et økologisk gartneri, hvor der først og fremmest dyrkes krydderurter som leveres til hospitalskøkkenet. Krydderurterne spirer i muld lavet af grøntaffald fra køkkenet. 

Gartneriet drives i et samarbejde med organisationen WeShelter, som er en sammenslutning af sociale tilbud og institutioner for udsatte borgere i København.
 
- Jeg er både glad og stolt over, at det er lykkedes at lave et samarbejde med WeShelter om noget, der giver så god mening for både de mennesker, der arbejder i Drysseriet og for de patienter på vores hospital, der kommer til at nyde godt af deres arbejde, siger regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen.

Enhedschef Michael Allerup fra Køkkenet glæder sig også over samarbejdet med WeShelter, og at hospitalet bidrager til, at socialt udsatte mennesker kan få et meningsfuldt arbejde. 

- Jeg er glad for, at vi kan servere økologiske, friske og lokalt dyrkede krydderurter for vores patienter, hvor smagen er i top og som gerne skulle bidrage til større spiseglæde og restitution i forbindelse med deres behandling på Bispebjerg og Frederiksberg Hospital, siger Michael Allerup.
Arbejdet i gartneriet løftes af socialt udsatte mennesker, som på den måde får et selvstændigt og meningsfuldt liv.

- I WeShelter er vores primære fokus på psykisk sårbare og udsatte mennesker, som i vores gartneri på Bispebjerg Hospital har mulighed for at lave aktiviteter, der giver mening, når Drysseriet bidrager med økologiske krydderurter til hospitalets køkken, siger Nikolaj Olsen Forstander og leder for WeShelters AST-tilbud.

Drysseriet er et af mange initiativer for organisationen WeShelter, som også har etableret en social dyrkningshave på hospitalet.



Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor