Ny teknologi skal frigøre tid hos speciallægerne

​Bispebjerg og Frederiksberg Hospital skal vise vejen med ny teknologi og kunstig intelligens der beskriver og diagnosticerer røntgenbilleder. Gevinsten er højere kvalitet og sparet tid.

Vent...

Michael boesen_web.jpgOverlæge og professor Mikael Boesen fra Røntgenafdelingen forklarer, hvordan man ved hjælp af algoritmer og ny teknologi sandsynligvis kan få mere ensartet beskrivelser af forandringer i knogler og led ved f.eks. artrose, og potentielt fange forandringer, som normalt kan være svære at tyde, såsom dysplasier og krystalaflejringer i leddene. 


Med den højeste score for en projektansøgning nogensinde i EU’s EUROSTAR program og tilhørende stor millionbevilling fra Innovationsfonden og EU, skal et nyt forsknings- og udviklingsprojekt X-AID gøre det muligt at analysere og tolke røntgenbilleder hurtigere og mere ensartet. Røntgenafdelingen er samarbejdspartner og med i forreste linje i projektet.

Visionært projekt

Mikael Boesen, MD, ph.d., klinisk professor i radiologi på Bispebjerg og Frederiksberg Hospital ser et kæmpestort potentiale med projektet, som ledes af den danske health-tech startup virksomhed Radiobotics.

- Radiobotics er lige nu i gang med at udvikle en teknologi, som automatisk kan beskrive og diagnosticere røntgenbilleder af knogler og led. Som samarbejdspartner og fremtidig bruger af denne teknologi, ser vi et kæmpestort potentiale for at radiologiske afdelinger verden over, som kan spare tid samtidig med at kvaliteten af billedbeskrivelserne højnes. Der er en stor mangel på røntgenlæger lige nu, og den bliver ikke mindre i fremtiden, derfor er vi rigtig glade for at være med i dette visionære projekt, siger Mikael Boesen.

Lettere og hurtigere at tolke røntgenbilleder

For Mikael Boesen handler det om at hjælpe ny teknologi hurtigere på markedet, få gjort op med overforbrug af billeddiagnostik samt frigøre tid. Inden for de sidste 20 år er der i gennemsnit kommet ca. 1000 flere billeder pr. patient, og antallet af MR og CT skanninger i radiologi er steget med 30 % over de sidste 3-4 år. Det betyder, at en radiolog skal bruge meget mere tid til at tolke billeder i dag end tidligere – en tid der bl.a. tages fra beskrivelse af almindelige røntgenbilleder af knogler og led. 

- Vi skal gøre det lettere og hurtigere samt mere ensartet at tolke røntgenbilleder af knogler og led ved at udvikle computer understøttet klinisk værktøj, der kan hjælpe radiologer med at tolke billeder og finde sjældnere tilstande i skelettet på røntgenbillederne, der let kan blive overset. Radiobotics algoritmer kan assistere røntgenlæger i at tolke røntgenundersøgelser ved hurtigt at udpege og karakterisere billedmæssige tegn på sygdom, som algoritmen er trænet i at detektere. Det kan være med til at sikre, at patienter hurtigere får den rette diagnose og være med til at reducere antallet af genindkaldelser og dermed spare hospitaler og samfundet ressourcer, slutter Mikael Boesen.

Samarbejdspartnere

Som partner skal Røntgenafdelingen komme med fagligt og videnskabeligt input til udvælgelse af kliniske indikationer, samt hvordan computeren skal tolke og analysere billederne. Røntgenafdelingen har også inviteret Parker Instituttet med professor Henning Bliddal i spidsen og professor Anders Troelsen fra Ortopædkirurgisk Afdeling på Hvidovre Hospital med som samarbejdspartnere i projektet, via det allerede eksisterende samarbejde i Clinical Academic Group (CAG) for Artrose. Yderligere potentielle samarbejdspartnere er på sigt andre radiologiske afdelinger i Region Hovedstaden og på længere sigt resten af landet, samt i EU. 

FAKTA om projektet

  • X-AID projektet er et samarbejdsprojekt mellem Radiobotics, Bispebjerg og Frederiksberg Hospital og Canadiske Macadamin.
  • Projektet ledes af den danske health-tech startup virksomhed Radiobotics, som udvikler machine learning algoritmer til at foretage automatiseret bedømmelse af røntgenbilleder.
  • Algoritmerne kan assistere røntgenlæger i at tolke røntgenundersøgelser ved hurtigt at udpege og karakterisere billedmæssige tegn på sygdom.
  • Projektet har et samlet budget på 10 millioner kr. og løber over 30 måneder. EU og Innovationsfonden har bevilget 6 mio. kr. 
  • Projektet fik den højeste score for en EUROSTARS ansøgning nogensinde og dermed en flot førsteplads ud af 322 indsendte projekter.

Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor