Ny ledende overlæge: "Vi skal gøre det lettere for borgeren at vende sig det rigtige sted hen"

Jan Renneberg er ny ledende overlæge i Socialmedicinsk Center. Han vil forfølge forskningsvisionerne og gøre socialmedicin mere tilgængeligt.
Vent...


Jan Renneberg er ny ledende overlæge i Socialmedicinsk Center.

- Jeg håber, vi kan gøre det lettere for borgeren at vende sig det rigtige sted hen, siger Jan Renneberg, der nu overtager ledelsesposten for Socialmedicinsk Center efter Svend Viskum, som går på pension.

Jan Renneberg har ambitioner om at gøre socialmedicin mere offentligt tilgængeligt. Det skal være naturligt at trække på socialmedicinsk ekspertise, men det kræver, at både borgere, medarbejdere og aktører som kommunen ved, hvad de kan bruge ekspertisen til. 

I bund og grund handler det om at sikre, at borgere får en optimal rehabilitering, efter de er færdigbehandlet på hospitalet: 

- Vi vurderer personer, der er på grænsen af arbejdsmarkedet for at hjælpe dem bedst muligt til en afklaring, om de skal ud på arbejdsmarkedet og i hvor stor udstrækning, samt hvilke skåneforhold der skal være til stede.

Få forskning i front med ny enhed

Jan Renneberg er speciallæge i klinisk mikrobiologi og har tidligere haft sin gang på Bispebjerg Hospital som 1. reservelæge i Klinisk Mikrobiologisk Afdeling fra 1992 til 1996. I samme tidsrum var han fællestillidsrepræsentant for hospitalets yngre læger. 

Sammen med medarbejdergruppen vil Jan Renneberg arbejde videre med de mange udviklingsprojekter, der er sat i søen. En af dem handler om at intensivere opbygningen af forskningsenheden:

- Jeg håber, at vi inden for det næste år kan etablere os yderligere og få vores første ph.d. er, der udgår fra afdelingen, sat i gang.

Jan Renneberg er allerede et kendt ansigt i Socialmedicinsk Center, hvor han har været ansat siden 2015. Først som afdelingslæge og de sidste tre år som overlæge og afsnitsleder i Socialmedicinsk Klinik.

FAKTA:

  • Jan Renneberg er 64 år og bor i Virum sammen med sin hustru, de har tre børn og seks børnebørn.
  • Uddannet læge, dr. med og speciallæge i Klinisk mikrobiologi i 1989. Desuden har han en MPA fra 1999.
  • Tidligere i karrieren har han arbejdet i det private erhvervsliv som senior advisor inden for det socialmedicinske område.
  • Ledende overlæge i Social Medicinsk Center ved Bispebjerg og Frederiksberg Hospital fra 1. august 2021.

FAKTA Socialmedicinsk Center:

Socialmedicinsk Center ligger på Frederiksberg matriklen og består af 4 afsnit: 


  • Socialmedicinsk Klinik udreder borgere henvist fra jobcenteret og regionale patienter henvist fra sundhedsfaglige og fagforeninger, samt varetager sundhedskoordinatorfunktionen i kommunernes rehabiliteringsteams.

  • Center for Komplekse Symptomer er et tilbud til patienter med komplekse symptomer, herunder funktionelle lidelser, samt helbredsangst. 

  • REHFA (Rehabilitering- og Arbejdsfastholdelse) tilbyder specialiserede ydelser inden for udredninger og arbejdsfastholdelsestiltag til offentlige virksomheder, især kommuner. 

  • Center for Voldsramte hjælper voksne, som har været udsat for vold i nære relationer. Centeret rådgiver desuden fagprofessionelle fra hele landet.

  • Centeret tilbyder såvel tværfaglige udredninger som behandlingsforløb. Der er ansat ca. 63 læger, 4 fysioterapeuter, 5 psykologer, 6 socialfaglige, 15 lægesekretærer, 1 forsker, 1 økonom, 1 kommunikationsmedarbejder og 1 assistent, dertil fasttilknyttet 15 eksterne konsulenter (læger).



Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor