Gå til hovedindhold

​​

Ny cheflæge: Vi skal ikke behandle alting

​Som ny cheflæge for Afdeling for Klinisk Farmakologi er Mikkel Bring Christensen blevet leder for et område, der måske mere end nogen sinde før er kommet i vælten. 

Vent...



Rationel farmakoterapi er noget, der optager Mikkel Bring Christensen. Og samtidig ligger det helt i tråd med initiativer som ”Vælg klogt”, bæredygtighed og prioritering. Alle begreber, som fylder mere og mere - både blandt de sundhedsfaglige og i den offentlige debat.

Mikkel Bring Christensen blev i efteråret 2023 udnævnt til professor i klinisk farmakologi med fokus på rationel lægemiddelbehandling af multisyge, og den 1. marts 2024 tiltræder han som cheflæge for Afdeling for Klinisk Farmakologi. 

Her skal han lede 50 medarbejdere i en afdeling, der betjener hele Region Hovedstaden. Han overtager stafetten fra Hanne Rolighed Christensen, der går på pension efter at have været på Bispebjerg og Frederiksberg Hospital siden 1997.
 

Skal være bedre til at prioritere

Den nye cheflæge har altid beskæftiget sig med farmakologi. Faktisk handlede Mikkel Bring Christensens ph.d. om inkretinhormonerne GIP og GLP-1, hvis virkning nu anvendes farmakologisk i slankemidlet Wegovy, som har været med til at gøre Novo Nordisk endnu større. Novo Nordisk vender vi tilbage til.

- Jeg har siden lægestudiet interesseret mig for farmakologi, og det er særligt de komplekse patienter - dem der får meget medicin, som har haft min store interesse, fortæller Mikkel.

Når han træder til som ny cheflæge, bliver det især med fokus på prioriteringen af dyr medicin.

- Vi skal blive bedre til at prioritere – ikke kun i forhold til økonomi, men også i forhold til, hvad der er bæredygtigt for samfundet, og hvad der er vigtigt for den enkelte patient. Vi skal ikke behandle alting, konstaterer Mikkel.

Fokus på data og innovation

Afdelingen, som Mikkel nu bliver leder af, har over årene haft vokseværk.
I dag tæller Afdeling for Klinisk Farmakologi også Giftlinjen, en funktion i forhold til vurdering og prioritering af dyr medicin, en stor rådgivnings- og kursusportefølje samt medicingennemgangsindsatser rettet mod polyfarmacipatienter.
Her arbejder man med en stor mængde data for bedst muligt at rådgive om medicin, der ofte er meget dyr.

- Vi har en stor rådgivningsfunktion og rådgiver både borgere, klinikere og beslutningstagere omkring lægemidler. Heldigvis har vi en stor tradition for at bruge data i vores vurderinger, og vi er langt i vores arbejde med rationel farmakoterapi i begge sektorer, fortæller Mikkel.

Mikkel Bring Christensen søgte cheflægestillingen i et ønske om at få lov til at drive afdelingen i en innovativ og moderne retning.

- Vi skal udvikle afdelingens funktioner med nye teknologier, der understøtter den rationelle lægemiddelbehandling, og hvor klinisk indsigt er kombineret med avanceret dataanalyse. Men vi skal samtidig blive bedre til at tilknytte vores dygtige medarbejdere, for Novo Nordisk kan godt lide folk, der er farmakologisk interesseret, smiler Mikkel og fortsætter: 

- ​Vi kan tilbyde dem det patientnære – det kan de ikke i industrien. 

Mikkel ser frem til at blive en del af den overordnede ledelse på hospitalet og bidrage til samarbejdet på tværs af afdelingerne.

- Man kan jo godt komme til at sidde lidt i sin egen silo. At jeg nu bliver en del af ledelsesgruppen kan nok give følelsen af en samhørighed på tværs af hospitalet. Det er jo også vores link ind til klinikken, hvor vi kan høre, hvad der rører sig, afslutter Mikkel Bring Christensen.

Rationel Farmakoterapi defineres som en lægemiddelbehandling, der giver størst virkning med de mindst alvorlige og færreste bivirkninger til den lavest mulige behandlingspris



Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor

 

Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden