​Rasmus' forskningsfelt er molekylær billeddannelse med PET-skanning og radioaktive sporstoffer. Han startede 1. september på Klinisk Fysiologisk/Nuklearmedicinsk Afdeling på Bispebjerg og Frederiksberg Hospital.

Fra forskning til klinisk praksis

Formålet er at forbedre den måde, afdelingen diagnosticerer på, så patienterne hurtigt får den rette diagnose og dermed behandling. Og at udvikle metoden:

- Der findes ikke så mange sporstoffer, så for mig handler det om at blive bedre til at benytte dem, vi har i forvejen. Men også om at udvikle nye, siger Rasmus Ripa.

Det mest benyttede sporstof er et sukkerstof, der hedder FDG. Det kan fx bruges til at kigge på åreforkalkning og finde nogle tidlige tegn, der viser, at patienten har en øget risiko for at udvikle det. Men sporstoffet er ikke optimalt:

- Det skyldes blandt andet, at der i hjertet er en del baggrundsoptag af sporstoffet. Det gør det sværere at stille en præcis diagnose, og vi arbejder derfor med nye sporstoffer som potentielt er bedre. Også til andre sygdomme i hjertet kan PET-skanninger hjælpe med diagnosen:

- Vi tog et nyt sporstof, der hedder DOTATATE og lavede et klinisk studie med patienter med og uden infektion i hjerteklapperne. Vi skannede begge grupper med begge stoffer, for at se på, om vi kan gøre det nemmere og bedre, end vi hidtil har gjort. Og det viste sig at være tilfældet, siger Rasmus Ripa.

Et godt miks af forskning, klinik og undervisning

Forskning har været en vigtig del af Rasmus Ripas liv siden studietiden:

- Jeg kan ganske enkelt godt lide at forske og hele processen. At man prøver at afsøge de områder, hvor vi kan blive bedre. At designe nogle studier, som viser resultater på den rigtige måde, og får det offentliggjort og delt med andre.

Professoratet rummer også undervisning og ikke mindst klinisk arbejde med patienterne.

- Det er vigtigt for mig at have kontakt til den kliniske hverdag, patienter og afdelingen samtidig med forskningen. Det jeg når frem til, skal kunne bruges i den kliniske hverdag så hurtigt som muligt, siger han og pointerer at han også sætter stor pris på at dele sin viden og begejstring for forskningen med de studerende på universitet. 

Gøre et velfungerende miljø bedre

Han er glad for at være kommet til hospitalet og til sin nye afdeling. Her er et velfungerende forskningsmiljø, som han håber at kunne være med til at løfte yderligere. Og hospitalet har en række forskellige forskningsmiljøer, som er gode til at arbejde sammen:

-  Det er jeg afhængig af som forsker, da vores afdeling har jo ikke "egne" patienter - de skal rekrutteres fra de patientbærende afdelinger. Og hvis min forskning skal være klinisk relevant, så er det vigtigt med en tæt forbindelse til de andre kliniske afdelinger, siger han.

- Alt i alt har jeg her et godt udgangspunkt for min vision om at opbygge en forskningsgruppe for molekylær billeddannelse inden for kardio-pulmonal patofysiologi, slutter han.

Rasmus Ripa kommer fra Rigshospitalet, hvor han har været i 10 år på Afdeling for Klinisk Fysiologi og Nuklearmedicin. Han bor i Nordsjælland sammen med sin familie.​

FAKTA om PET-skanning og sporstoffer​

• PET-skanning står for Positron Emissions Tomografi. Det er en avanceret billeddannelsesteknik, der bruger et radioaktivt mærket sporstof til at skabe detaljerede billeder af kroppens biologiske funktioner. Teknikken er f.eks. god til at undersøge metabolisme, blodgennemstrømning og aktivitet i organer som hjertet, hjernen og lungerne.

• Et sporstof til PET-skanning er et radioaktivt mærket molekyle, der bruges til at visualisere en biologisk proces i kroppen på cellulært eller subcellulært niveau. Et sporstof kan fx binde til en receptor som specielle celler har på deres overflade.

• Hvis man har infektion i hjerteklapperne, så har man hvide blodlegemer omkring klapperne med specielle receptorer, som det sporstof, man vælger, kan binde til. Da sporstoffet er radioaktivt, viser de sig på skanningen.

• Dermed kan skanningen sandsynliggøre om der er infektion i hjerteklapperne eller ej. 

• Derefter kan hjertelægerne vurdere den videre behandling, fx at gå i gang med at give antibiotika eller operere for at skifte klappen.