Hun kommer med ambition, dynamik og tillid

Marie-Helene Olsen tager imod på sit nye kontor. Hun er ved at pakke kasser ud, så hun kan være klar, når hun officielt tiltræder sin nye stilling som vicedirektør. Mapper og papirer skal ordentligt på plads, så der er overblik.
Vent...


Vicedirektør Marie-Helene Olsen (Foto: Niels Hougaard).

Og netop ordentlighed både optager og kendetegner Marie-Helene. Det er også et ord, der jævnligt finder vej i hendes talestrøm.
 
-Jeg har altid gjort mig tanker om, hvordan vi bør tænke og opføre os, når vi har ansvar for mennesker, der har en svær tid i deres liv. Vi skal være disciplinerede og ambitiøse, mener hun. Vi skal være ordentlige og ansvarlige både i mødet med patienter og pårørende, i vores samarbejde med hinanden og i vores ideer til at gøre det bedre og bedre.

Og mennesker som har gennemgået svære tider, har hun oplevet på tæt hold i sit seneste job, som ledende oversygeplejerske på Afdeling for Kræftbehandling på Herlev og Gentofte Hospital.

For den nye vicedirektør er det helt afgørende, at vi hver dag gør os umage, at vi er professionelle og stræber efter den høje faglighed og omsorgsfuldhed.

-Jeg er her, for at være med til at skubbe i den gode retning og bidrage til, at vi lever op til det, vi er forpligtet til. Vi skal have et professionelt miljø, hvor der er stor respekt om patienten. Jeg bryder mig fx ikke om, hvis patienter bliver omtalt som diagnoser eller som nogen, som er meget anderledes end os selv. Det faglige miljø skal være top professionelt. Det tager jeg alvorligt. En høj faglighed er også vigtigt for et godt arbejdsmiljø. Vi skal kunne være stolte. 

For Marie-Helene handler det sunde arbejdsmiljø blandt andet om, at man har respekt for hinandens faglighed, hinandens forskellige fagligheder, og at vi ser og taler med hinanden. 

De lægger deres liv i vores hænder 

Marie-Helene gik ledervejen, fordi hun med egne ord, ikke kunne lade være. Som ung sygeplejerske lå det ikke i kortene, at hun skulle være leder. Men trangen til at have indflydelse pressede på. 

Så da muligheden opstod på Bispebjerg og Frederiksberg Hospital, slog hun til. Hun fik jobbet og er med egne ord ved at revne af stolthed. Og ambitionerne er lige så store som engagementet. 
-Jeg kommer med et brændende ønske om, at vi hver dag lever op til det ansvar, og den tillid patienterne skal have til os. Hver dag lægger de deres liv i vores hænder. Det må vi aldrig glemme. 

Det lange træk

Jobbet som vicedirektør er Marie-Helenes første toplederjob – og hun går ydmygt til opgaven og kender de forventninger, der følger med. 

-De gode rutiner skal på plads i starten – så jeg kan leve op til den høje faglighed og respekt, som Bispebjerg og Frederiksberg Hospital er kendt for at have.
Og så er jeg meget nysgerrig på afdelingernes arbejde og ansvar. Er der noget, jeg ikke forstår, så spørger jeg indtil jeg forstår. 

Vores nye vicedirektør er drevet af at forstå og gøre sig umage. Og det kræver netop den vedholdenhed, som er en af Marie-Helenes mange styrker. Også selvom hun med et smil kalder sig selv "irriterende vedholdende". 

- Ting sker jo sjældent på kort tid. Men der skal være en god forklaring, hvis der ikke er fremdrift i planer og aftaler. Jeg vil ikke sige, jeg er utålmodig men jeg holder fast, har en mening og byder ind. 

- Jeg lytter til idéer og ambitioner. Jeg bakker op, for der skal meget gerne være højt til loftet. Der skal være tillid og dynamik. Men det vi aftaler, er det, vi gør, for jeg går ikke ind i noget, for at slippe det halvvejs. Jeg går hele vejen. For mig er dét også ordentlighed. 

Fakta
Marie-Helene er 50 år og oprindeligt fra Grindsted i Midtjylland. Hun bor i København, har en datter på 25 år, som hedder Isabella og hunden Trunte
 – og så er hun en trofast gæst på Roskilde Festival.


Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor