Åbningen af "Flex Almen" endte som et tilløbsstykke, hvor de sidste gæster måtte opholde sig i haverne udenfor lokalerne, da der simpelthen ikke var plads til flere.
Tag til lægen med en håndbajer og din bedste, pelsede ven.
Tirsdag indviede vi landets første almene praksis skræddersyet socialt udsatte og deres behov. I rolige, naturskønne omgivelser nær vores sociale blomsterhaver.
Her er lægebesøget mere på patientens præmisser. For som sårbar passer du ikke altid ned i den kasse, et almindeligt lægebesøg er formet efter, og du risikerer at komme afsted alt for sjældent.
- Jeg er rigtig glad for, at Flexklinikken er åbnet, for det har manglet i lang tid, siger Jørgen, der betegner sig selv som socialt udsat og kiggede forbi indvielsen.
Cheflæge Jens Rasmussen var én af talerne på dagen, der også talte regionsrådsformand Lars Gaardhøj og hospitalsdirektør Kristian Antonsen.
At gøre en konkret forskel
I Flexklink Almen Praksis kan borgerne droppe ind fra gaden og få hjælp. Praksissen tilbyder almenmedicinsk behandling, opfølgning og et tæt samarbejde med hospitalets andre specialer, kommune og andre vigtige aktører.
LÆS OGSÅ:
- Vi håber på, at dette tilbud kan være med til at gøre en konkret forskel for de socialt udsatte borgere i vores by, siger Mette Enggård Falkensteen, der er hospitalets nye læge for socialt udsatte.
Udover Mette vil den nye praksis blive drevet af to sygeplejersker. Indvielsen blev markeret af regionsrådsformand Lars Gaardhøj, der klippede snoren til de nyistandsatte lokaler.
Speciallæge i almen medicin Mette Enggård Falkensteen er hospitalets nye læge på Flexklinik Almen Praksis.
Regionsrådsformand Lars Gaardhøj stod for den officielle indvielse af praksis.