
- Jeg er selvfølgelig både glad og beæret over, at min forskning bliver set og værdsat. Glæden bliver ikke mindre af, at prisen er på baggrund af indstilling fra to professorer i kardiologi, som jeg har stor faglig respekt for, Stig Haunsø og Hans Erik Bøtker. Jeg glæder mig til at fortælle om min forskning i Sorø.
Det siger professor, overlæge Eva Prescott, som modtager William Nielsen Fondens hæderspris på 100.000 kroner.
Eva Prescott forsker i hjertesygdomme og står bl. a. bag det store forskningsprojekt iPower, der over en årrække har fulgt 1800 kvinder med brystsmerter.
Fonden begrunder prisen til Eva Prescott således:
- Du har leveret en overbevisende og vedholdende videnskabelig indsats, for hvilken du har modtaget flere priser som anerkendelse. Din indsats for patienter med angina pectoris og koronar dysfunktion er internationalt anerkendt.
Eva Prescott hædres sammen med professor, overlæge Christina C. Dahm fra Aarhus Universitet.
Uddeling af prisen finder sted den 7. november på Sorø Kunstmuseum kl. 16.30. Her kan man høre de to professorer tale om deres forskning.
Tillykke 👏