Som medarbejder kan man godt føle sig utilstrækkelig i kontakten med patienter. Deltagere fra Eksistenslaboratoriet oplever, at refleksioner herfra kan ruste medarbejderen til opgaven, selvom en svær samtale selvfølgelig bliver ved at være svær.

Patienter kan reagere meget forskelligt, når de kommer i en eksistentiel krise. Mange bliver ulykkelige og bange, når de får at vide, at de har en alvorlig diagnose. Men der er også nogle, der begynder at skraldgrine af sygeplejersken – og hvordan forholder man sig til det som medarbejder, og hvad med ens egne følelser?

En gruppe sygeplejersker fra Abdominalcenter K tog i foråret imod et tilbud, der har kørt nogle år, om at deltage i det såkaldte Eksistenslaboratorium hos hospitalspræst Birgitte Bjørn Stimpel. Med udgangspunkt i deres egne erfaringer fra hverdagen med patienterne i deres afsnit mødtes de tre gange i Uddannelsescentret til samtale, øvelser og refleksion. Formålet var at blive mere bevidst om at identificere og undersøge de eksistentielle temaer, der er på spil, når mennesker rammes af sygdom.

Ifølge to af deltagerne har det givet stort udbytte ikke mindst blik for både egne og samtalepartnerens værdier og reaktioner, når det bliver svært. 

- Vi kan fx have svære samtaler med patienterne, når vi skal gøre dem klar til operation eller når vi skal give dem besked om, at de har kræft. Det sidste sker tit, for vi er en del af det store screeningsprogram, hvor danskere over 50 år kan sende en afføringsprøve, og hvis den er positiv, skal de til undersøgelse hos os. Der finder vi jo nogle gange en kræftknude og skal fortælle det til patienterne. Det er mennesker, hvis liv bliver vendt op og ned, fordi de får en kræftdiagnose. Nogle tænker straks, at det er lig med døden. Hvordan håndterer man lige den slags samtaler? Det synes jeg, at laboratoriet har rustet mig bedre til, siger Christina Ø.

Ifølge Christina Ø. får man ikke nogle ”firkantede” redskaber med hjem fra laboratoriet. Snarere refleksioner og blik for de værdier, man som person selv har med sig i mødet med patienten:

- Det handler ikke om at kunne slå op i en liste over, hvad du skal gøre, hvis dét eller dét sker. At gøre det ene i én situation kan være meget rigtigt, men forkert i en anden. Der er ikke noget facit på den måde, man skal tale med det menneske, som man sidder overfor. Det handler mere om at lære at acceptere de følelser, som patienten står overfor. Jeg har fx haft det rigtig svært med, at der er nogle patienter, der nærmest har grint mig op i ansigtet, når jeg har givet dem en triste nyhed om, at de har kræft. Så tænkte jeg; er det fordi, de ikke har forstået det eller fordi de ikke vil forstå det? 

- Mange bliver kede af det eller begynder at græde. Før laboratoriet følte jeg, at det var den rigtige måde at reagere på – for sådan ville jeg nok selv reagere. Så hvis patienten sad og grinte af mig, så følte jeg, at det var en forkert måde at reagere på. Jeg havde simpelthen svært ved at sætte mig ind i det. Men det ene er ikke mere rigtigt eller forkert end det andet, når det gælder om at modtage en svær besked - det er noget af det, jeg virkelig har taget med mig fra laboratoriet, slutter Christina Ø.

For Christina R. har det været rart at kunne sætte sig ned væk fra afsnittet og i ro tænke over de svære samtaler. Om hvordan det påvirker en som både sygeplejerske og privatperson at pleje patienter, der er virkelig udfordret på deres eksistens. Og om hvordan man kan skabe et rum for den patient, der har brug for at tackle og tale om liv, sygdom og død.

- Hos os kan svære samtaler fx være med en patient, der for første gang har oplevet at være blevet opereret akut. Nu er hun så kommet tilbage på stuen og er chokeret over, hvad der er foregået, og hvad der sker med deres krop. Og i vildrede med, hvad der er meningen med livet, og ”hvorfor skal det gå ud over mig”.

- Hvis jeg skal sammenligne før laboratoriet med nu, så har jeg fået reflekteret og blevet klogere på både mine egne reaktioner og hvordan patienten kan opfatte mig, fx hvordan man som person i situationen åbner eller lukker for samtalen. På laboratoriet havde vi en hjemmeopgave, der hed ”hvor sidder nærvær henne”. Ikke at vi kom frem til et facit på nogen måde, men spørgsmålet gav anledning til en god refleksion over, hvad nærvær egentlig er, hvad nærvær udtrykker, og hvor forskelligt det kan opfattes, og hvordan din samtalepartner kan tage imod det. Det har givet mig en ny indfaldsvinkel til, hvordan det er at sætte sig ned og tale med patienter om det rigtig svære. 

At være nærværende kræver hverken hele eller halve timer forklarer Christina R.:

- Jeg tror faktisk ikke, at der skal så meget til. I dag oplever patienter og pårørende forhåbentlig, at jeg er mere til stede i den svære samtale. Nu render jeg ikke rundt over laver 500 ting samtidig – som vi sygeplejersker kan have for vane, når vi er på stuerne. Jeg prøver at stoppe op og tage et åndedræt, som giver tiden til at snakke og bare være der. Ofte handler det om fem minutter eller mindre. Det vigtige er, at patienten kan mærke, at hun bliver både set og hørt i samtalen. Det er ikke altid, at jeg skal svare på noget, snarere at jeg bare lytter til dem. Det tror jeg faktisk er det allervigtigste – at de føler, at der er tid til, at vi lytter til dem, siger Christina R.