Byggepladsen vokser: Central vej på Bispebjerg Hospital lukker helt

​Fra den 20. juli lukker Elise Sørensens Vej på Bispebjerg Hospital. Det sker, fordi byggeriet af det nye akuthospital for alvor er gået i gang. Fremover betyder det lidt længere gåture for patienter og personale.
Vent...


Byggepladsen på Bispebjerg vokser.  Nu lukkes en central vej. Foto: Jens Panduro.


Gravemaskinerne og kranerne er allerede i fuld gang med at forberede infrastrukturen til det nye hospital på Bispebjerg Bakke. Betonelementer er sænket i jorden til nye tunnelforlængelser, og byggepladsen vokser. Fra 20. juli lukker Elise Sørensens Vej - en af de centrale veje på Bispebjerg-matriklen - for at gøre plads til byggeriet.

- Vi bygger knap 80.000 nye kvadratmeter hospital til byens borgere, og det kan vi ikke gøre uden at forstyrre. Vejlukningen betyder, at der bliver lidt længere at gå imellem fx parkeringshuset og Informationen i bygning 60, men vi gør, hvad vi kan for hjælpe folk godt fra A til B, mens vi bygger, siger projektchef Lene Stevnhoved, der er ansvarlig for byggeriet af Nyt Hospital Bispebjerg.

Når vejen lukker, skal biler og gående passere syd om bygning 7 for at komme til den ønskede indgang.

Når byggepladsen vokser skal besøgende og personale syd om bygning 7. Den blå linje viser vejen fra parkeringshuset og til Informationen i Indgang 60.


 Veje enrettes


Som en del af en større trafikplan er hospitalets veje blevet renoveret det seneste halve år. Ny asfalt og granit-kantsten, vejbump og flotte nye lamper gør det mere sikkert at færdes på hospitalsområdet. Næste skridt i planen er at gøre de smalle veje ensrettede.

- Det er vigtigt, at vi sørger for patienternes sikkerhed, mens vi bygger. Ensretningen gør, at biltrafikken på området på sigt bliver mindre kaotisk, siger Lene Stevnhoved.

Elise Sørensens Vej er navngivet efter den sygeplejerske, der opfandt stomiposen. Når det nye hospital står færdigt omkring 2025, genåbnes vejen, som til den tid vil lægge asfalt til hovedadressen på den nye bygning.


Redaktør

Kommentarer 

Du skal være logget ind for at benytte denne funktionalitet.

Opret profil
RSS kommentarspor Tilmeld kommentarspor