
- Medaljen betyder mere end jeg havde regnet med – jeg er lidt stolt.
Det siger Mie Terkelsen, der modtager Florence Nightingale-medaljen af Røde Kors og Dansk Sygeplejeråd. Mie er sygeplejerske i Akutmodtagelsen på Bispebjerg Hospital, når hun ikke lige er udsendt for Læger uden Grænser til krigs- og katastrofeområder rundt omkring i verden.
Mie føler sig heldig, for det giver så meget mening at være udsendt:
- Jeg får mulighed for at opleve verden og bruge min uddannelse som sygeplejerske. Vi kan så meget med den uddannelse, siger Mie og fortsætter:
- De virkelige helte er de mange sygeplejersker, der arbejder derude i krise- og krigsområderne hver dag, og som stadig formår at yde omsorg. De fortjener meget anerkendelse.
Kollegerne fra de mange rejser har hun alle stadig kontakt med.
Mie blev første gang udsendt med Masanga Dk i 2014 til Sierra Leone.
Hun har arbejdet i flygtningelejren Moria på Lesbos og i Nigeria. Derudover har hun hjulpet hårdt sårede patienter med krigsskader i Gazastriben, og på sin seneste udsendelse til Pakistan hjalp hun blandt andet med behandlinger for et stort malariaudbrud og en kæmpe underernæringskrise efter de katastrofale oversvømmelser sidste år.
Medaljen overrækkes tirsdag den 15. august klokken 13.00 i Røde Kors.
FAKTA
Mie Terkelsen er uddannet sygeplejerske i 2010
- Har været udsendt i alt syv gange – fem gange for Læger uden Grænser. Blev udsendt første gang i 2014 til Sierra Leone.
- Ansat på Akutmodtagelsen på Bispebjerg Hospital siden september 2011, hvor hun arbejder fast mellem sine udsendelser for Læger uden Grænser.
Florence Nightingale-Medaljen er er indstiftet i 1912 af den internationale Røde Kors-komité og blev uddelt første gang i 1920. Medaljerne uddeles hvert andet år.
- I Danmark uddeles medaljen af Røde Kors og Dansk Sygeplejeråd.
- Tre danske sygeplejersker modtager i år Florence Nightingale-medaljen. 47 danskere har modtaget medaljen siden dens stiftelse.
- Sygeplejersken, som kan modtage Florence Nightingale-medaljen, skal have udvist exceptionelt mod og opofrelse i konflikt- og katastrofeområder eller have udført pionerarbejde inden for offentlig sundhed.