På toppen af Bispebjerg Bakke rager de rå betonelementer af Nyt Hospital Bispebjerg efterhånden højt op i luften. Kranerne snurrer, og byggeriet er godt i gang.
Det vil dog tage lidt længere tid at færdiggøre det nye hospital, da takten i dele af byggeriet forskydes. En ny tidsplan viser, at de etaper, som byggeriet er opdelt i, vil blive taget i brug mellem tre og ni måneder senere end tidligere udmeldt.
- Det er ærgerligt, at vi kommer til at vente længere på at kunne flytte ind. Men byggebranchen er i en ekstraordinær situation, og for både patienter og medarbejderes skyld ønsker vi ikke at gå på kompromis med kvaliteten af vores nye hospital, siger hospitalsdirektør Kristian Antonsen.
Ibrugtagningen af de fleste af funktionerne i det nye hospital bliver forskudt med ca. 6 måneder. Det betyder, at de dele af Nyt Hospital Bispebjerg, der står først færdige, bliver taget i brug i efteråret 2025, mens de sidste funktioner tages i brug i efteråret 2027.
Kvaliteten er det vigtigste
Forligsaftalen med Rizzani de Eccher er indgået, fordi parterne på projektet har haft en række uenigheder, herunder om hvem der skal dække udgifter forbundet med de stigende priser i byggemarkedet, som blandt andet skyldes Covid-19 og krigen i Ukraine.
Forligsaftalen er indgået ud fra en samlet betragtning om, at regionen er bedre stillet økonomisk ved at indgå forligsaftalen end ved at indgå i langt juridiske slagsmål om uenighederne. Ved indgåelsen af forligsaftalen forpligtes Rizzani de Eccher desuden til at levere nogle supplerende ydelser, herunder bl.a. øget tilsyn med fokus på at styrke kvaliteten i leverancerne.
- Målet med forligsaftalen er, at sikre den bedste og billigste realisering af byggeriet i samarbejde med totalentreprenøren, ligesom indgåelsen af aftalen reducerer risikoen for kvalitetsmæssige udfordringer, siger Berit Damm, projektchef på Nyt Hospital Bispebjerg.
Region Hovedstaden har fået godkendelse af indenrigs- og sundhedsministeriet til at optage et lån og hæve det styrende budget for byggeriet. Afdrag og renter betales af regionen og går ikke ud over hospitalets budget.