Ny professor vil forny muskel og skelet radiologien med 3D-billeder og farvekodning

Overlæge, ph.d. Mikael Boesen er udnævnt til klinisk professor i radiologi med fokus på udvikling af den muskuloskeletale diagnostik ved Københavns Universitet med tilknyttet overlægestilling ved Røntgenafdelingen på Bispebjerg og Frederiksberg Hospital. 


Mikael Boesen. Foto: Claus Peuckert.


"Vi skal transformere radiologi af muskler, sener, knogler og led fra kun at være baseret på statiske og én-dimensionelle gråtonebilleder til anvendelse af f.eks. 3D eller 4D MR-, CT- og ultralydskanning gerne under samtidig vægt-belastning af leddene. Vi vil samtidigt optimere billedtolkningen ved at anvende farvekodning, og kunstig intelligens til at tolke vores digitale billeder. Udvikling af nye analysemetoder, hvor vi kombinerer avancerede billedteknikker, hjælper os til at forstå, hvad der sker i kroppens væv under forskellige sygdomsprocesser over tid." 

Sådan lyder det fra Mikael Boesen, når han skal sætte ord på visionen for sit nye professorat i radiologi (billeddiagnostik, røntgen), der blev officielt den 1. juni 2017. 

Slut med at kigge ind af nøglehullet
Traditionelt bruger mange billeddiagnostiske forskere primært én "synsvinkel" eller skannings modalitet, når billeder af muskler, sener, knogler og led skal fortolkes, eller man skanner patienterne i en stilling, hvor de ikke har smerter - typisk liggende. Dette er en alt for begrænset tilgang, mener Mikael Boesen og henviser til, at man i andre radiologiske specialer, fx når det gælder kræft, ofte tager mange forskellige billeddiagnostiske metoder i brug for bedre at kunne karakterisere sygdomsprocessen.

"Man kan sammenligne det med at skulle finde ud af, hvad der befinder sig i et værelse bagved en lukket dør. I dag står vi som muskuloskeletale radiologer ofte udenfor døren og kigger ind af nøglehullet (én billedmodalitet). Hvorfor ikke åbne døren og træde ind i rummet? Altså bruge mange synsvinkler/billedmodaliteter til at hjælpe med at belyse problemstillingen for patienten? Vi skal huske på, at der ikke er et facit for vore skanninger og billeder, men at de skal fortolkes ind i patientens sygdomshistorie og kliniske billede, siger Mikael Boesen.

Slidgigt vendt på hovedet
Eksempelvis har Mikael Boesen i et nationalt og internationalt samarbejde stået i spidsen for at teste Danmarks første vippe MR-skanner (G-skanner), der kan skanne patienter med ryg-, knæ- og fodproblemer både liggende og stående. Han har også været med til at forfine og implementere en ny analysemetode af “dynamisk kontrast forstærket MR skanning” (DCE-MRI), der er blevet brugt til at måle blodgennemstrømningen i led ved slid- og leddegigt. 

Resultaterne har været med til at bekræfte, at slidgigt i knæene hos mange patienter drives af inflammation, dvs. en betændelsesreaktion i vævene. Princippet i DCE-MRI metoden er, at man optager en serie hurtige MR billeder af det samme område med 1-10 sekunders mellemrum, imens patienten får indsprøjtet kontrastvæske i blodbanen. Ved efterfølgende at analysere de mange hundrede billeder med særlig software på kraftige computere kan man således få et dynamisk (tidsopløst) farvekodet billede af, hvor hurtigt kontrasten og derved også blodet fordeler sig i vævene. Principperne i DCE-MRI metoden er igennem mange år også blevet brugt indenfor f.eks prostata-, bryst- og hjernekræft.

Fremtiden er samlede forskningsmiljøer
For Mikael Boesen er et udbygget samarbejde mellem forskningsmiljøer og afdelinger på regionens hospitaler og nationalt den optimale vej fremad for forskningen i muskel- og ledsygdomme. Og med de gode samarbejder, som allerede i dag eksisterer på Bispebjerg og Frederiksberg Hospital mellem Røntgenafdelingen og de stærke miljøer indenfor idrætsmedicin, idrætskirurgi og den reumatologiske (gigt) forskning på Parker Instituttet, er der virkelig noget at bygge videre på, påpeger Mikael Boesen.

Tiltrædelsesforelæsning 8. september
Mikael Boesen holder tiltrædelsesforelæsning fredag den 8. september 2017 kl. 14.00 – 15.00 i Frederiksberg Hospitals Auditorium, Hovedvejen, indgang 14. Titlen er: "Multiparametric Imaging in Musculoskeletal Diseases – a Paradigm Change".

Efterfølgende er Bispebjerg og Frederiksberg Hospitals direktion vært ved en reception fra kl. 15.00 – 17.00, der afholdes i ”Den blå kantine”, Frederiksberg Hospital, Hovedvejen, Indgang 13.

Blå bog:
  • Mikael Boesen er 46 år.
  • Han er gift på 18. år med hustruen Mette, som han har to drenge med på 15 og 17 år.
  • Han elsker sport og har spillet badminton i 40 år, men har nu på grund af en korsbåndsskade lagt ketcheren på hylden og kastet sig over andre sportsgrene.
  • Linkedin profil
  • Research gate profil


Yderligere oplysninger
Professor Mikael Boesen, telefon: 38 16 46 54, e-mail: Mikael.Ploug.Boesen@regionh.dk



Redaktør