Gitte Fangel ny vicedirektør på Bispebjerg og Frederiksberg Hospital

​Gitte Fangel er ansat som ny vicedirektør på Bispebjerg og Frederiksberg Hospital fra januar 2018. Som vicedirektør vil Gitte Fangel også beklæde den nye regionale stilling som CMIO (Chief Medical Information Officer). En ny regional rolle, som udløber af implementeringen af Sundhedsplatformen.

Gitte Fangel. Foto: Claus Peuckert.


Gitte Fangel er uddannet sygeplejerske og har været leder på alle niveauer – afdelingssygeplejerske, oversygeplejerske og vicedirektør, først på Amager Hospital og siden på Herlev Hospital. Gitte Fangel har en MMD (Master of Management Development) fra CBS og blev sidst i 2013 bedt om at lede implementeringen af Sundhedsplatformen, hvilket hun har gjort siden 1. januar 2014 og sidste bølge at implementeringen af Sundhedsplatformen sker Region Sjælland 25. november.

Gitte Fangel glæder sig meget til de nye opgaver, som venter:

- Efter 4 meget spændende og lærerige år med Sundhedsplatformen ser jeg frem til at komme tilbage til hospitalsledelse. Det har jeg hele tiden vidst, at jeg ville, da jeg kan mærke, at jeg får energien tæt på den kliniske hverdag. Jeg motiveres af at være en del af et team, der ambitiøst og ærligt arbejder for at skabe et godt sundhedsvæsen for alle os borgere, når vi har brug for det. Sundhedsplatformen vil stadig være en del af mit fokus, da det er vigtigt, at det kliniske perspektiv bliver det ledende i fortsat udvikling og tilpasning af systemet. Kombinationen af at være med til at lede et stærkt hospital – Byens Akuthospital - under stor udvikling og fortsat udvikle Sundhedsplatformen glæder jeg mig virkelig til. 

Hospitalsdirektør Anne Jastrup har store forventninger til Gitte Fangels tiltrædelse:

- I direktionen på Bispebjerg og Frederiksberg Hospital glæder vi os meget til at tage imod Gitte Fangel som ny vicedirektør. Gitte kommer med en erfaring og en profil, der vil supplere direktionen på bedste vis. Kombinationen af, at Gitte indgår i ledelsen af hospitalet, og samtidig i årene fremover får som tværgående opgave at være klinikkens stemme ind i udviklingen af Sundhedsplatformen, ser jeg også som en god mulighed for, at Bispebjerg og Frederiksberg Hospital, som et stort akuthospital, kan præge sundhedsvæsnets digitale udvikling. Samtidig vil jeg gerne understrege, at jeg også glæder mig til at inkludere Gittes kompetencer i den spændende udvikling, bl.a. med byggeriet af et nyt og meget stort akuthus og yderligere faglig udvikling, vi står overfor”, siger Anne Jastrup.

CMIO rollen skal formes over de kommende år, men er tænkt som klinikkens stemme ind mod IT organisationen. Gitte vil således også være klinikkens stemme ind i kommende udvikling af Sundhedsplatformen og de kommende års forventede øgede teknologiske og digitale transformation. Gitte Fangel skal i den regionale funktion også fortsat knytte bånd mellem de to regioner.
Redaktør