Boller i karry med et tvist

​​​​Køkkenet på Bispebjerg Hospital tager hospitalets Borgerråd med på råd om hospitalets nye fremtidige madkoncept – livretter med et tvist – til patienterne.

Medlemmer i Borgerråd smager og drøfter nyt madkoncept – livretter med et tvist - for Bispebjerg og Frederiksberg Hospital. Foto: Kia Heiberg-Jørgensen.

 

Køkkenpersonalet på Bispebjerg Hospital er i gang med at udvikle to nye madkoncepter for patienterne. Den ene er ”livretter med et tvist”, som især matcher de ældre patienters madønsker. Den anden er ”autentisk verdensmad”, som i højere grad appellerer til den yngre generation og til patienter med anden etnisk baggrund end dansk.

Fornylig satte køkkenet på Bispebjerg Hospital og Frederiksberg og Bispebjerg hospitals Borgerråd hinanden stævne for at smage, dufte og diskutere livretten boller i karry lavet på tre forskellige måder og med forskellig slags tilbehør. Og en ny smørebrødsseddel, der skal give patienterne mulighed for at vælge netop den slags smørebrød, de har lyst til.

- Vores mål er at lave mad, der falder i vores patienters smag. Med vores nye madkoncept tager vi udgangspunkt i danske livretter, og giver dem et tvist af noget grønt, stærkt, sprødt eller lignende. Men spørgsmålet er, hvor meget kan vi tillade os at tviste livretterne, før det falder uden for patienternes smag. Vi vil gerne vække genkendelighed og gode minder fra bardommen med livretterne, så patienterne har lyst til at spise maden, siger køkkenchef Michael Allerup Nielsen.

- Jeg har i mange år beskæftiget mig med sundhed og skrevet bøger om emnet. Så jeg synes, det er ret interessant at kunne give inputs til maden på hospitalet. Samtidig er det jo også mit hospital, siger medlem af Borgerrådet Bodil Frederiksen og fortsætter

- Når vi tester maden, er det vigtigt, at vi sætter os i patientens sted. Det velsmagende grønsagstilbehør, som vi prøvesmagte, bør derfor være i så små stykker, at en syg sengeliggende patient ikke behøver at skære i det. Vi fik serveret ret store stykker, som vi spiste med fingrene, men det er jo ikke så godt i en seng. Så skal man jo have vasket hænderne.

​​​​Borgerrådsmedlemmer smager på nyt madkoncept, som hospitalets køkken er ved at udvikle i samarbejde med ernæringsekspert Christian Bitz. Foto: Kia Heiberg-Jørgensen.

Patienten i centrum

På Bispebjerg og Frederiksberg Hospital er patienterne omdrejningspunkt for mange af de beslutninger, der bliver taget i forbindelse med hospitalets fremtidige udvikling. Og det er hverken første eller sidste gang, at hospitalets Borgerråd bliver taget med på råd i udviklingsplanerne. 

- Som hospital har vi patienten i centrum både i vores daglige arbejde og i de beslutninger, vi træffer. Derfor ligger det os meget på sinde at inddrage og lytte til patienterne og deres pårørende i udviklingen af vores fremtidige hospital. Hvad enten det gælder udviklingen af et nyt madkoncept, nye sengestuer eller noget helt tredje. Og her er det, at Borgerrådet spiller en unik rolle. De fleste af rådets medlemmer har enten selv været patient eller pårørende til en patient. De giver os derfor en utrolig værdifuld viden og gode inputs til, hvordan fremtidens hospital her på Bispebjerg og Frederiksberg skal være, siger hospitalsdirektør Anne Jastrup.

Redaktør