Bispebjerg Hospitals køkkenchef udvalgt til Team Gastro

​​Køkkenchefen på Bispebjerg Hospital, Michael Allerup Nielsen, er blevet inviteret til at være en del af regeringens nye ekspertteam, Team Gastro, der, som en del af 2025-udspillet, skal være med til at styrke Danmark på flere gastronomiske fronter.

​Køkkenchef på Bispebjerg Hospital Michael Allerup Nielsen. 

Det er en tydeligt stolt køkkenchef, der byder velkommen på sit kontor til en lille snak om hans nye rolle i Team Gastro, og det har han så sandeligt også grund til at være. Danmarks miljø- og fødevareminister, Esben Lunde Larsen, har nemlig udpeget blot 19 medlemmer til teamet, bestående af fagfolk fra den danske gastronomiscene, fødevareerhvervet, brancheorganisationer og turistorganisationer – og her er Michael Allerup Nielsen altså en af de udvalgte.

Team Gastro er en del af regeringens Gastro 2025-udspil, som skal sætte rammerne for en styrket udvikling af den danske gastronomi. Teamet skal udarbejde anbefalinger til regeringen, og målet er, at man skal opnå en styrket afsætning af danske fødevarer på eksportmarkederne, udvikling af bedre måltidsvaner, modvirke madspil og understøtte udviklingen af Danmark som en interessant turistdestination. 

Offentlige køkkener store aktører 

Udover at arbejde som køkkenchef på Bispebjerg Hospital, sidder Michael Allerup Nielsen også som næstformand i Kost & Ernæringsforbundet, og det er i kraft af denne position, at han er blevet udpeget som mulig kandidat til Team Gastro. Ligesom de andre 18 medlemmer har han skulle sende sit CV og ansøge om en plads i panelet, der spænder bredt og bl.a. består af direktører, køkkenchefer og fødevareproducenter. 

"Jeg tror, at det, jeg kan bidrage med, og grunden til jeg er valgt, er, at jeg er køkkenchef i det offentlige. Der er nogle af de her kernepunkter, såsom madspild og måltidsvaner, som jeg tror, vi kan bidrage særligt med," siger Michael Allerup og understreger, at netop arbejdet med madspild bliver et af de helt store fokusområder for køkkenet på Bispebjerg Hospital i den nærmeste fremtid. 

"Offentlige køkkener er store aktører i forhold til at producere meget mad, så der kan vi bestemt bidrage med noget. Vi har derfor et stort madspild, men derved også gode muligheder for at arbejde med løsninger."

Bedre madvaner

Michael Allerup håber, at den øgede opmærksomhed på gastronomi og kvalitet vil få indflydelse på den mad, vi møder i det offentlige rum. Han mener, at den mad vi omgås dagligt smitter af på os, og at det derfor er vigtigt at tænke over de råvarer, man vælger at bruge. 

I forhold til Bispebjerg Hospital har han et håb om, at det har en positiv effekt på såvel ansatte som patienter, at man arbejder med mere økologi i køkkenet, og at folk bærer det med sig hjem og tænker mere over deres egne indkøb i det daglige. 

"Jeg håber, at man får sat fokus på måltidsvaner- og situationer inden for det offentlige. Jeg mener, at folk bør forvente et godt måltid mad af nærende råvarer, når man kommer i kontakt med mad i det offentlige rum", udtaler han. 

Danske tendenser

For at dette kan realiseres, pointerer Michael Allerup, bør man netop understøtte det danske marked. Overordnet mener han, at de områder Gastro 2025 fokuserer på, afspejler de tendenser man i øjeblikket ser indenfor den danske gastronomiske verden. Her er det netop nordiske råvarer, bæredygtighed og økologi, som er i højsædet; nøgleord, som Michael Allerup mener, også er med til at skabe interesse for Danmark i udlandet.

 "Vi er jo verdensmestre i økologi, og det er det folk kommer efter. De vil se, høre, smage og opleve det," siger han og pointerer, hvordan man ved at understøtte den danske økologi kan være med til styrke turismen og dermed skabe flere arbejdspladser. Derfor er han også glad for, at regeringen har sat gastronomien på kortet med deres 2025-udspil, så man i fremtiden fortsat har fokus på at understøtte de danske landmænd og det danske marked som helhed. 

Region Hovedstaden som medspiller

Som køkkenchef på Bispebjerg Hospital, føler Michael Allerup sig i en vis grad som en repræsentant for Region Hovedstaden. Han vil derfor tage kontakt til Center for Regional Udvikling med henblik på en dialog omkring mulige aspekter, man fra regionens side tænker Michael Allerup skal bringe ind. 

Han fremhæver, at man særligt i Region Hovedstaden har et fokus på at understøtte fødevareområdet, bl.a. gennem "Greater Copenhagen"-samarbejdet mellem kommuner og regioner i Østdanmark og Sydsverige, og han forestiller sig, at man her som region har noget at byde ind med i forhold til regeringens Gatro 2025-udspil. 

Der er ingen tvivl om, at han er meget ydmyg omkring sin rolle i det bredt sammensatte Team Gastro, men Michael Allerup mener samtidig også, at han vejer tungt nok til at kunne bidrage med relevant viden og erfaring. Nu glæder han sig til at møde det det øvrige panel og høre deres tanker og ideer til, hvordan man bedst understøtter regeringens målsætninger. 

"Det er simpelthen stort, at regeringen prioriterer gastronomien på denne måde," afslutter han.

Planen er, at Team Gastro skal mødes til en række workshops hen over det næste halve år. Det første møde forventes at blive afholdt til efteråret. 

 


Redaktør