Læger og ingeniører udvikler bedre kræftbehandling

​​DTU og Frederiksberg Hospital står i spidsen for et europæisk forskningsprojekt, hvor ingeniører og læger udvikler nye instrumenter til at opdage blærekræft. Konceptet kan betyde hurtigere og bedre behandling og store besparelser for sygehusene.​

​Gre​gers Hermanns gode samarbejde med forskerne på DTU i de sidste fem år skaber store forventninger til det europæiske forskningsprojekt.​​​

​​​De næste fem år skal et forskerteam bestående af ingeniører og læger udvikle nye instrumenter og kombinere optiske metoder til at afbilde blærevæggen hos blærekræftpatienter, når de kommer til rutinemæssig kikkertundersøgelse.

Målet er, at lægerne i løbet af få sekunder får et detaljeret billede af, hvor dybt kræftcellerne vokser ind i blærevæggen, og omgående kan sætte behandlingen i gang. Det giver kortere, billigere og mindre belastende behandlingsforløb. I dag venter patienter op til fem hverdage på, at vævet bliver analyseret i et mikroskop. Det betyder, at behandlingen først bliver sat i gang efter et par uger.

Bedre, hurtigere og tidligere
Konceptet betyder også, at en del patienter vil kunne behandles ambulant uden indlæggelse og fuld bedøvelse. Det giver patienterne større livskvalitet og sparer danske sygehuse for mere end 100 mio. kr. over en femårig periode, fastslår Peter E. Andersen, seniorforsker på DTU Fotonik:

”Projektet er en stor teknisk-videnskabelig udfordring; det kræver en helt ny kombination af optiske metoder, der skal bruges på det samme endoskop. Håbet er, at vi kan bringe teknologien i spil og nå frem til at diagnosticere og behandle blærekræft bedre, hurtigere og tidligere end hidtil. Det vil være banebrydende. Ikke alene får vi patienterne hurtigere på benene, vi reducerer også de offentlige udgifter til sundhedsvæsenet betydeligt.”

Teknologi forbedrer behandling 
DTU Fotonik står i spidsen for projektet ’Multi-modal, Endoscopic Biophotonic Imaging of Bladder Cancer for Point-of-Care Diagnosis’ (MIB), der består af et konsortium med ti partnere. Projektet har fået en bevilling på ca. 45 mio. kr. fra Horizon 2020, der er EU´s støtteprogram for forskning og innovation.

Projektet er et blandt flere DTU-projekter inden for sundhedsteknologi, der sigter på at forbedre diagnostik og behandling og reducere omkostninger. I dette EU-projekt udvikler forskere fra DTU Fotonik bl.a. optisk teknologi som kompakte lyskilder, højhastigheds-billeddannelse og endoskoper.

Ingeniører arbejder sammen med læger 
Teknologien skal klinisk testes af overlæge Gregers G. Hermann fra Urologisk Afdeling på Frederiksberg Hospital. Han ser et stort behov og mulighed for at finde en hurtigere optisk diagnostik af blærekræft:

”De seneste fem år har vi arbejdet tæt sammen med forskerne fra DTU. Samarbejdet betyder meget for projektet. Når man forstår hinandens tankegang, kan man lettere drage fordel af hinandens idéer. Det bliver en form for symbiose, som vi forventer os meget af. Derfor lægger vi også op til, at ingeniører i stigende grad skal indgå i vores arbejde fremover.”

I dag er blærekræft en af de dyreste sygdomme at behandle i den vestlige verden. Projektteamet håber, at konceptet på sigt kan overføres til at diagnosticere tarm-, prostata-, mave-, spiserørs- og lungekræft.

Hvem er med i EU-projektet?
Projektet består af forskere fra et hospital, to universiteter, tre forskningsinstitutioner og fire små og mellemstore virksomheder.
DTU
Region Hovedstaden, Urologisk Afdeling, Frederiksberg Hospital
Medical University of Vienna
Ferdinand-Braun-Institut, Leibniz-Institut für Höchstfrequenztechnik
Leibniz Institute of Photonic Technology
Institute of biological and medical imaging, Helmholtz (München)
Blazejewski MediTech GmbH
Grintech GmbH
2M Engineering
M Squared Lasers Ltd
Redaktør