Små skridt mod en bedre oplevelse i Akutmodtagelsen

​For at frigive mere tid til behandling og nedsætte ventetiden har Akutmodtagelsen på Bispebjerg og Frederiksberg Hospital taget nye midler i brug. Ved hjælp af nye skilte, klistermærker og venlige ansigter skal patienterne fremover ledes mere effektivt igennem besøget, så de går derfra med en god og tryg oplevelse. 

Det skal være nemmere for patienterne at finde vej. ​En bred grøn stribe i gulvet viser tydeligt vej til venteværelserne. Foto: Louise Voss Bendixen

En akutmodtagelse er et travlt og ofte hektisk sted, hvor mange patienter og pårørende kommer for første gang. Tit er de besøgende utrygge og har måske ondt, så det kan være svært at bevare overblikket og roen i situationen. Mange bliver frustrerede over at skulle vente eller oplever, at det er svært at orientere sig og tager derfor fat i en travl medarbejder for at spørge til råds.

 

Sådan er hverdagen på Akutmodtagelsen på Bispebjerg og Frederiksberg Hospital, og det kræver en del ressourcer af afdelingen at skulle svare på spørgsmål fra de besøgende. Derfor tager man skeen i den anden hånd og prøver noget nyt. Sammen med firmaet Krukow, der har specialiseret sig i adfærdsdesign, tester Akutmodtagelsen nu en række praktiske 'nudging'-løsninger, der skal hjælpe patienterne til en bedre venteoplevelse.

 

"På Bispebjerg og Frederiksberg Hospital har vi en ambition om, at patienter og pårørende skal føle sig ventede og velkomne. Det indebærer også at gøre ventetiden i vores ventearealer så kort og behagelig som muligt. Det prøver vi nu at løse med enkle virkemidler, hvor vi informerer og guider borgerne hen til det rette sted, for at give dem en bedre venteoplevelse. Det er lidt det muliges kunst inden for de fysiske rammer, vi har i Akutmodtagelsen i dag, men jeg tror, at vi med få midler kan gøre en forskel for patienten, siger hospitalsdirektør Janne Elsborg.

 

Et venligt ansigt

Noget af det første, der møder de besøgende til Akutmodtagelsen, er den digitale stander, hvor man skal registrere sig med sit sundhedskort. Standeren er indtil nu ofte blevet overset. Et stort gult skilt med en glad sygeplejerske og et "Velkommen" skal fremover trække opmærksomheden hen imod standeren, og simple instrukser skal gøre betjeningen nemmere. Et andet redskab er klar vejvisning til venteværelser i form af en bred grøn stribe i gulvet samt plakater, der illustrerer 'patientrejsen' fra ankomst til udskrivning, så det bliver tydeligt, hvad der skal ske.

 

"Der er ikke noget værre end at være i tvivl, om man er det rigtige sted, eller om man er blevet glemt. Vi vil gerne give patienten et overblik over de forskellige faser af deres besøg hos os, og hvor i forløbet de befinder sig. Undersøgelser viser nemlig, at det giver mere tryghed i ventesituationen, " siger Eva Thomas, Klinisk Sygeplejespecialist i Akutmodtagelsen på Bispebjerg og Frederiksberg Hospital.

 Eva Thomas (tv) og Hilde Schroll Jespersen (th) ved en af de plakater i venteværelserne, der illustrerer 'patientrejsen' fra ankomst til udskrivning. Plakaterne skal skabe tryghed i ventesituationen. Foto: Louise Voss Bendixen.​

Frisætte tid til pleje og behandling

På en hverdag kommer der op mod 200 mennesker igennem Akutmodtagelsen på Bispebjerg, og i weekenderne ligger antallet omkring 300 om dagen. Det kræver en del ressourcer at skulle besvare spørgsmål som: "Hvor lang tid skal jeg vente?" og "Hvor er toilettet?" fra ventende patienter.

 

"Vi vil rigtig gerne hjælpe – det er jo det, vi er her for – men vi vil helst bruge vores tid på kerneopgaven, som er pleje og behandling. Hvis vi med få små ændringer i de fysiske rammer kan frigøre mere tid til personalet, kan vi forhåbentlig blive mere effektive og nedsætte ventetiden," siger Eva Thomas, tovholder for projektet, som er en del af Region Hovedstadens indsatsområde Ventet & Velkommen. 

 

​Testmiljø for fremtidens hospital

Projektet i Akutmodtagelsen er et pilotprojekt, der skal teste løsninger, som løbende kan justeres, hvis de ikke virker efter hensigten.  På Bispebjerg skal der fra starten 2018 bygges et stort nyt Akuthus med Akutmodtagelsen som omdrejningspunkt.

 

"Vi ser på det her som et testmiljø, der skal gøre os klogere på, hvordan vi kan indrette fremtidens Akutmodtagelse og på sigt skabe de allerbedste rammer for patientbehandlingen," siger Hilde Schroll Jespersen, der er projektleder for brugerinddragelse i Nyt Hospital og Ny Psykiatri Bispebjerg.

 

Nudging-projektet er et samarbejde mellem Region Hovedstaden, Akutmodtagelsen og byggeorganisationen på Bispebjerg, og hvis nudging-løsningerne bliver en succes, kan de danne idégrundlag for resten af Region Hovedstadens akutmodtagelser og akutklinikker.

Redaktør