Digitalt overblik over hospitalet

​​Bispebjerg Hospital og Frederiksberg Hospital lægger mursten til et digitaliseringsprojekt af historiske dimensioner. Data om hvert eneste rum er nu registreret digitalt, og det giver helt nye perspektiver for fremtidens facility management. Men det er et omfattende projekt, der kræver meget af driften.

267.000 kvadratmeter er blevet digitaliseret,​​ og Bispebjerg Hospital er blevet 3D-modelleret.​ Foto: Dragør Luftfoto​​​

​​

Bispebjerg og Frederiksberg Hospital har været igennem en omfattende digitalisering og 3D-modellering af hospitalernes bygninger.

"Før vidste vi ikke, hvor mange kvadratmetre og rum, vi faktisk råder over. Det er ret brugbar viden at kortlægge. Samtidig er digitaliseringsprojektet designet til at understøtte den fremtidige drift med et præcist overblik over bygningsmassens 267.000 kvadratmeter," siger vicedirektør Claes Brylle Hallqvist fra Bispebjerg og Frederiksberg Hospital.

Mangelfulde tegninger

Når to bygningsmasser skal lægges sammen, er det relevant at vide, hvor mange kvadratmeter der i alt er. Den viden eksisterede bare ikke, da Bispebjerg og Frederiksberg Hospitaler skulle fusionere. Tegningsmaterialet for de to gamle hospitaler var nemlig meget uensartet og nogle steder fejlbehæftet. Bispebjerg Hospital er over 100 år gammelt, og det er meget forskelligt, hvordan udbygninger er blevet dokumenteret gennem tiden.

Dertil kommer, at Bispebjerg og Frederiksberg Hospital står foran nybyggeri, idet Nyt Hospital og Ny Psykiatri Bispebjerg opføres på Bispebjerg-matriklen frem til 2025. Det gør kun behovet for tegninger, dokumentation og ensartethed endnu mere præsent.

"Vi valgte at købe FM-systemet Archibus og indgik en aftale med Bascon og Archiwise om dels at digitalisere vores tegninger, dels at lave en 3D-model af bygningerne. Det viste sig at være en virkeligt vanskelig opgave, fordi tegningerne var meget fejlbehæftede," fortæller projektleder Hans Møller fra Nyt Hospital og Ny Psykiatri Bispebjerg.​

Eksempelvis var flere etager i samme bygning tegnet i forskellige bredder, uddyber han.​

Komplette 3D-modeller

Alle bygningerne på Bispebjerg Hospital er blevet scannet udefra i såkaldte punktskyer, der scanner én prik pr. 1,5 mm. Dette bruges til at gøre tegningsmaterialet målfast. Resultatet er komplette 3D-modeller af alle bygninger. Indvendigt er alle bygninger mere groft optegnet efter de eksisterende tegninger.

"Det kan vi blandt andet bruge til renoveringen af de gamle bygninger. Det gør det meget lettere at lave overslag på, hvor mange kvadratmeter vægge og gulve vi har, hvor mange og hvor store vinduerne er, og hvor mange kubikmeter luft der skal ventileres. Det er både dyrt og upræcist at måle med en tommestok," siger Claes Brylle Hallqvist.

"Kvaliteten af data er i dag betydeligt højere end før, fordi der er sket en kvalitetssikring i digitaliseringsprocessen. Vi har altså fået ryddet op i ikke-valide data, og for første gang ved vi, hvor mange kvadratmeter vi råder over," supplerer Hans Møller.

 

”Vi har fået ryddet op i ikke-valide data, og for første gang ved vi, hvor mange kvadratmeter vi råder over,” siger projektleder Hans Møller. Foto: Byggeriets Billedbank​​

Overblik til driften

En mere simpel 2D-model er lagt ind i FM-systemet Archibus, hvor man har et overblik over hvert enkelt rum. Heri er det muligt at registrere alt inventar i de enkelte rum, og her kan vedligeholdelsesopgaver meldes ind.

"Når det er fuldt implementeret, vil vi vide alt om hvert eneste rum og for eksempel have et overblik over, hvor alle håndvaske er, så vi eksempelvis kan planlægge en samlet indsats for at skifte alle pakningerne," forklarer Hans Møller og tilføjer:

"Vi får en gennemskuelighed i, hvad der trænger til at blive lavet, og et overblik så det bliver muligt at planlægge og effektivisere."

Sideløbende har rådgivningsvirksomheden Drees & Sommer udarbejdet en meget omfattende tilstandsrapport med over 3.600 fotos af bygningsdetaljer. Disse data kan tilsvarende lægges i Archibus og give et komplet billede af vedligeholdelsesopgaven.

Omfattende opgave

En anden brugsmulighed er i forbindelse med ombygninger og flytninger, som hospitalet har mange af de kommende år. Systemet giver overblik over, hvor mange rum og kvadratmeter en afdeling bruger i dag, og man kan finde ud af, hvor der er tilsvarende plads.

Der udestår stadig at få puttet informationer om de enkelte rum ind i Archibus, og det er med Hans Møllers ord en kæmpe opgave:

"Der er rigtigt mange data i et projekt af denne størrelse, der er ekstremt mange rum at indsamle data om, og det er en lige så stor opgave at vedligeholde data. Det kræver en dygtig og velplanlagt Facility Management-organisation. Mit bedste råd er, at man skal starte simpelt ud med et lavt ambitionsniveau, og så kan man udbygge systemet og datamaterialet efterhånden. Ellers bliver opgaven simpelthen uspiselig," siger projektlederen.

Fantastisk fremtidsperspektiv

Byggeriet af Nyt Hospital og Ny Psykiatri Bispebjerg giver helt nye perspektiver til brugen af det digitale facility management-system. Alt, hvad der bliver tegnet i projektet til 4 mia. kroner, skal leveres i en form, så det kan lægges direkte i Archibus.​

"Al vedligeholdelse af det nye hospital vil blive struktureret gennem Archibus. Data om de enkelte rum, gulvbelægningen, ventilationen mv. er fra starten registreret digitalt. Det giver helt nye perspektiver for fremtidens facility management," fastslår Hans Møller.​​​

Redaktør