Olympisk forskningscenter på Bispebjerg og Amager

Den internationale olympiske komité (IOC) har netop udnævnt Institut for Idrætsmedicin, Bispebjerg Hospital, og Sports Ortopædisk Forskningscenter fra Amager Hospital, til IOC forskningscenter. Her skal forskerne og deres kolleger være med til at forebygge skader og sikre de olympiske atleters sundhed.

En af de i alt ni såkaldte IOC Research Centres, som IOC nu har udnævnt på verdensplan, ligger på Bispebjerg Bakke, og her ser professor Michael Kjær frem til at tage hul på arbejdet på olympisk niveau:

- Det er mildt sagt en god dag, hvor vi kan være rigtig stolte. At få dette kvalitetsstempel markerer, at vores arbejde med at forske i og behandle idrætsskader er på internationalt højt niveau. Vi glæder os til at fortsætte dét arbejde i olympisk regi, siger Michael Kjær, der er leder af instituttet og sammen med sine forskere tidligere også har fået Region Hovedstadens hæderspris Global Excellence.


Professor Michael Kjær står i spidsen for det nye olympiske forskningscenter på Bispebjerg Hospital. Foto: Claus Peuckert.

Styrker forskning på tværs af afdelinger og hospitaler

Centret etableres i et samarbejde med idrætsforskere fra Amager og Hvidovre Hospitaler samt forskere fra andre afdelinger på Bispebjerg Hospital.

Med titlen som IOC Research Center for Prevention of Injury and Protection of Athlete Health følger blandt andet 600.000 kroner hvert år i perioden 2015-18, så næste fase er at planlægge de konkrete aktiviteter i forskningscentret:

- Vi mødes snart for at se på, hvordan vi skaber mest værdi for pengene, og det kunne fx være at uddele stipendier til studerende og ved at sætte flere forskningsaktiviteter i gang, især af den patientnære slags om, hvilken behandling, der virker bedst på idrætsskader, siger Michael Kjær.

Med det fornemme stempel følger forpligtelser:

- Vores rolle er – ud over at sætte nye aktiviteter i gang - også at være stærke formidlere af ny viden, så den kan blive omsat til konkrete aktiviteter, der kan styrke atleternes sundhed, og det ligger godt i forlængelse af vores store erfaring med patientnær forskning, siger Michael Kjær.

Fakta

Redaktør