Nye hjerter træner alt for lidt

Når man har fået et nyt hjerte, er der ingen grund til at være bange for at give den fuld gas i fitnesscentret. Endda tværtimod. For stabile hjertetransplanterede er hård træning i form af intervaller med høj intensitet både sikker og bedre end moderat træning, der hidtil er blevet anbefalet.

Belønningen for alle strabadserne er ud over bedre konditon, hjertefunktion og lavere blodtryk også øget livskvalitet og mindre angst. Det viser ny forskning fra Bispebjerg Hospital, der netop er blevet offentliggjort i American Journal of Transplantation.

Med et donorhjerte skal man tage livslang medicin, der forhindrer, at immunsystemet angriber det nye hjerte, og den hjertetransplanterede lever med nedsat funktionsevne og livskvalitet. Alligevel er et nyt hjerte et mirakel for en svært hjertesyg patient, som ofte kun har uger eller måneder tilbage at leve i.

Der er ingen grund til at holde igen med træningen, hvis man har fået nyt hjerte. Her er en hjertetransplanteret i gang på motionscyklen med højintens intervaltræning.

I dag lever de fleste med donorhjerte i mange år, og det nye studie fra Bispebjerg Hospital viser, at de via hård træning kan oparbejde øget funktion og kondition.

Hård træning giver flere fordele for hjertetransplanterede

-

Vores undersøgelse viser, at hård træning har en lang række positive effekter, der ikke kan ses ved moderat træning. Samtidig er der som hjertetransplanteret ingen grund til at være bange for den hårde intervaltræning. Så i fremtiden skal folk med nyt hjerte sørge for at få pulsen helt op for at få alle fordelene af deres træning efter operationen, siger ph.d. studerende Christian Have Dall fra Hjerteafdelingen på Bispebjerg Hospital, der har arbejdet sammen med Institut for Idrætsmedicin, Bispebjerg Hospital, og Hjertecentret på Rigshospitalet om at nå frem til de nye forskningsresultater.

- Mennesker med donorhjerte har nedsat pulsregulering, og det har været betragtet som en hindring for mere krævende højintensitetstræning, men den nye undersøgelse dokumenterer, at den hårde træning er sikker, og at stabile hjertetransplanterede patienter har mere gavn af denne type træning end af moderat træning, der hidtil er blevet anbefalet, siger Christian Have Dall.

Video om studiet (webmagasinet VIDEN+) 

Fakta

  • Forskergruppen sammenlignede virkningen af 12 ugers intervaltræning af høj intensitet med moderat træning hos 16 stabile hjertetransplanterede.
  • Forsøget viste, at intervaltræning af høj intensitet er sikker hos hjertetransplanterede patienter, og effekten på arbejdskapacitet og blodtryk er bedre end ved moderat træning.
  • Den maksimale iltoptagelse steg med 17 procent ved højintensitet intervaltræning sammenlignet med 10 procent ved moderat træning.
  • Systolisk blodtryk faldt betydeligt hos patienterne, der trænede med høj intensitet, mens det var uændret hos patienter, der trænede med moderat intensitet.
  • Makspulsen steg også i højintensitet-gruppen, men ikke i moderat intensitet-gruppen.



Studiet har den engelske titel “Effect of High-Intensity Training Versus Moderate Training on Peak Oxygen Uptake and Chronotropic Response in Heart Transplant Recipients: A Randomized Crossover Trial.”

Publiceret i: American Journal of Transplantation (DOI: 10.1111/ajt.12873) - http://onlinelibrary.wiley.com/doi/10.1111/ajt.12873/abstracthttp://onlinelibrary.wiley.com/doi/10.1111/ajt.12873/abstract

Forfattere: Christian H. Dall, Martin Snoer, Stefan Christensen, Tea Monk-Hansen, Marianne Frederiksen, Finn Gustafsson, Henning Langberg og Eva Prescott.

Redaktør