Find vej på Bispebjerg Hospital med din smartphone

En ny Find vej-app vil gøre det lettere for patienter og gæster at finde rundt på Bispebjerg Hospital og helt hen til den rigtige afdeling ved hjælp af deres egen mobiltelefon.
De fleste kan sikkert nikke genkendende til, at et besøg på et hospital kan være lidt af en udfordring. De mange afdelinger og bygninger kan virke uoverskuelige at finde rundt i.

Det skal en ny app gøre noget ved. Region Hovedstaden lancerer nemlig en såkaldt Find vej-app, som kan guide dig fra fx parkeringspladsen eller busstoppestedet og direkte hen til den rigtige afdeling.
 

I denne film kan du se, hvordan Find vej-appen viser vej lige fra busstoppestedet til den fysiske afdeling på hospitalet.

Appen er en såkaldt web-app. Det betyder, at den kan bruges fra både hjemmecomputeren, mobiltelefonen eller tablet’en.

- Vi ved, at patienter og pårørende i forvejen benytter deres mobiltelefoner og tablets i stor stil, når de skal besøge et hospital eller når de skal indlægges. Så det her er et tilbud om at hjælpe borgerne og give dem en ekstra service, der hvor de allerede er, fortæller Webenhedschef i Region Hovedstaden, Lisbeth Willemoes Larsen.

Et ønske fra patienterne

Hun henviser til, at ideen til en Find vej-app opstod på en stor workshop, hvor både borgere og sundhedspersonale var inviteret til at komme med ris, ros og gode ideer til Region Hovedstaden.

- På workshoppen stod det klart, at én af de helt store udfordringer for patienterne og deres pårørende var at finde rundt på hospitalerne. I enkelte tilfælde kommer patienter faktisk for sent til behandlingen, fordi de simpelthen ikke kan finde rundt mellem de mange afdelinger, forklarer Lisbeth Willemoes Larsen.

Blot et supplement

Webenhedschefen anerkender, at ikke alle borgere er fortrolige med brugen af en smartphone eller pc, og måske foretrækker de slet ikke at bruge de nye mobile platforme.

- Derfor er det vigtigt at understrege, at Find vej-appen fungerer som et supplement. Den erstatter ikke skiltningen, der allerede er på hospitalet, ligesom hospitalets personale ville kunne hjælpe patienter og andre gæster med at finde vej. Og så overvejer vi jo løbende, hvordan vi kan blive bedre til at vise patienter og pårørende rundt på hospitalerne, siger Lisbeth Willemoes Larsen.

Hun understreger også, at hvis du ikke har en smartphone eller tablet, kan du også planlægge besøget på hospitalet på din hjemmecomputer.

FAKTA 

  • Find vej-appen er en såkaldt web-app. Det betyder, at appen ikke skal hentes fra fx App Store eller Google Play. Du skal blot åbne appen direkte fra mobilens, computerens eller din tablets internetbrowser. 
  • Web-appen er tilgængelig fra og med 2. maj 2014.

Sådan bruger du Find vej-appen 

  • Åbn mobilens browser og gå til regionh.dk/findvej
  • Vælg det hospital, du befinder dig på 
  • GPS’en finder nu din placering – eller du kan selv fortælle appen, hvor du befinder dig 
  • Vælg den afdeling du skal finde vej til og følg punkterne frem til afdelingens modtagelse

Yderligere oplysninger hos: 

  • Pressevagten i Region Hovedstaden, tlf. 70 20 95 88 
  • Webenhedschef Region Hovedstaden, Lisbeth Willemoes Larsen, tlf. 29 64 14 69 
  • Teknisk projektleder Claus Thomsen, tlf. 23 29 74 21

Læs mere om hvordan Find vej-appen er blevet til

Redaktør