Naloxonhydrochlorid (Naloxon, Forvel m.fl.). Injektionsvæske 0,4 mg/ml.

Placering: Basislager/ Alle akutmodtagelser.

Beholdning: Ampuller à 1 ml; Minimumsbeholdning er 20x 1 ml ampuller.

Opioidinduceret respirationsdepression efter overdosering med opioider og partielle opioid agonister/antagonister, samt opioidanaloge substanser.

 

Virkningsmekanisme: Specifikt virkende antidot til opioider. Naloxon er en ren antagonist uden agonistiske opioide virkninger.

Ved livstruende forgiftninger er der ingen absolutte kontraindikationer.

Dosering afhænger af patienttype. Den post-operative patient der overdoseret med opioider, givet som smertebehandling, har behov for betydeligt lavere doser end den egentlige forgiftede patient.

Dosis voksne: 0,8 mg IV vil typisk medføre total revertering af opioideffekt hvis ikke der er tale om respirationsstop på baggrund af højpotente opioider, se nedenfor. Dosis kan gentages x2-3 med 2-3 min interval ved fortsat respirationsinsufficiens. Ved kortvarig effekt af injektion kan infusion overvejes: 2 mg naloxon (5x 1 ml ampuller) opløses i 500 ml natriumchlorid 9 mg/ml eller glucose 50 mg/ml. Koncentration i brugsopløsning er herefter 4 mikrog/ml. Infusionshastighed: Tilpasses respons på den tidligere givne bolusdosis. Start med 10 mikrog/kg/time, og juster efter respons.

Særligt for opioidinduceret respirationspåvirkning, uden respirationsstop, hos personer i fast behandling/fast anvendelse af et opioid:  For at undgå abstinenssymptomer kan der startes med små doser, fx 0,04-0,1 mg IV (sv.t 0,1 - 0,25 ml) og herefter hver 2. minut med gradvis større dosis titreret til ønsket effekt. Overvej herefter infusion.

Dosis børn: 10 mikrog/kg legemsvægt IV. Hvis IV-adgang er umulig, gives 0,2 mg (60 mikrog/kg legemsvægt) intramuskulært.

Særligt for højpotente opioider:

Genoprettelse af ventilationen prioriteres altid først og akut, herefter naloxon i forventeligt større doser end vanligt, specielt i tilfælde af komplet respirationsstop.

Buprenorfin: Behov for øget naloxondosering ved buprenorphinforgiftning – infusion foretrækkes. Der kan startes med 2-4 mg/70 kg/time og titreres efter klinisk effekt.

Fentanyl og analoger heraf: Behov for øget naloxondosering ved forgiftning med fentanyl og derivater heraf, til klinisk effekt med øget respirationsfrekvens. Foreslået IV bolus dosisregime: 0,8 mg – 2 mg – 4 mg ; Afvent respons mellem doser, 2-3 min. Manglende klinisk effekt af naloxon (dosis op til 8-10 mg) udelukker ikke forgiftning med potente fentanylanaloger. 

Nitazener og analoge opioidreceptor-superagonister af 2-benzylbenzimidazol typen: Behov for øget naloxondosering, til klinisk effekt med øget respirationsfrekvens. Foreslået IV bolus dosisregime: 0,4 mg – 0,8 mg; Afvent respons mellem doser, 2-3 min. Manglende klinisk effekt af naloxon (dosis op til 8-10 mg) udelukker ikke forgiftning med nitazener.  Herefter i reglen behov for kontinuerlig naloxoninfusion jf. ovennævnte dosisregime.​

Behandlingsmål: Bedret klinisk tilstand (Bevidsthedsniveau, respirationsfrekvens og iltsaturation).

Klinisk: Vurdér løbende opnåede behandlingsmål: respirationsfrekvens, iltsaturation.

Naloxon ophæver ikke stivheden i brystkassen ("wooden chest") der kan ses akut efter dosering/overdosis med højpotente opioider.

Hos opioid-naïve ses typisk ingen eller få bivirkninger (irritabilitet, ildebefindende, opkastninger). Abstinenser ses hos opioidafhængige.