1) Grøn fluesvamp (Amanita phalloides) er dødeligt giftig og forholdsvis almindelig fra august til oktober. Den vokser nær træer, især løvtræer i august-oktober. Fuldt udviklet måler hatten 6-12 og stokken 6-15 cm. Hatten er fra gul til olivengrøn, mørkest centralt. Lamellerne er hvide. Unge svampe har et svøb mellem hattens rand og stok, som kan efterlade en ring på stokken, når den folder sig ud. Desuden er helt unge svampe pakket ind i et fællessvøb, som omfatter både hat og stok. Der kan være rester af fællessvøbet på hat og ved stokkens fod.
Grøn fluesvamp (foto: Jens H. Petersen / MycoKey)2) Hvid fluesvamp (Amanita virosa) er dødeligt giftig og mere sjælden end Grøn fluesvamp. Den vokser på tørvebund nær træer (især birk, eg og nåletræer) i august-oktober. Hatten er 5-10 og stokken 7-12 cm. Hat, lameller og stok er snehvide. Hat- og fællessvøb svarer til Grøn fluesvamp.
Hvid fluesvamp (foto: Jens H. Petersen / MycoKey)
3) Randbæltet hjelmhat (Gallerina marginata) vokser på nåletræsstubbe, ofte i knipper, fra august til oktober. Er sjælden. Hatten er 2-5 cm, brun, stokken 3-6 cm med ring foroven. Lamellerne blegbrune.
Randbæltet hjelmhat (foto: Jens H. Petersen / MycoKey)4) Puklet giftslørhat (Cortinarius orellanoides) medfører nyreskader, som kan kræve dialyse og transplantation. Svampen er sjælden, vokser sommer - efterår i nåleskove. Hat, stok og lameller er brune.
Puklet giftslørhat (foto: Jens H. Petersen / MycoKey)
5) Almindelig stenmorkel (Gyromitra esculanta) findes i nåleskov i foråret (marts-maj). Hatten er hjernelignende, brun. Hele svampen er hul. Svampen minder kun om andre morkler.
Almindelig stenmorkel (foto: Jens H. Petersen / MycoKey)