Patienter betaler prisen, når bivirkninger blæses op på indlægssedler

​Der er brug for et opgør med udarbejdelsen af indlægssedler. De overdriver i mange tilfælde bivirkningerne ved medicin. Det kan have en række sundhedsmæssige konsekvenser for dem, der har brug for medicinen.

Ipren. En smertelindrende pille, som de fleste har prøvet at tage, når en lille febersky driver forbi, eller vi har ondt i hovedet. Men de færreste har nok oplevet de bivirkninger, der står skrevet på indlægssedlen til lægemidlet.

Fx blødning i mave-tarmkanalen, der ellers listes som en ’Meget almindelig’ bivirkning. Altså at mere end hver tiende, der tager en ipren, oplever denne bivirkning. ’Almindelige bivirkninger’ – som bør ramme mellem én og 10 procent – er bl.a. væskeophobning i kroppen, blodigt opkast og tinnitus.

Det lyder næsten for voldsomt. Og det er det måske også. I hvert fald hvis man spørger lægerne Henrik Horwitz, Siri Vinther og Niels August Willer Strand fra Klinisk Farmakologisk Afdeling på Bispebjerg og Frederiksberg Hospital. De udgav tidligere i år en statusartikel, der kigger nærmere på misinformationerne om bivirkninger. Artiklen bakkes op af en række internationale studier, der har undersøgt forholdet mellem reelle bivirkninger og dem, der beskrives på indlægssedler.

Men er det ikke bedre at være på den sikre side, når det kommer til bivirkninger? Ikke nødvendigvis. Der er nemlig en veldokumenteret sammenhæng mellem beskrivelsen af bivirkninger og patienters villighed til at tage et lægemiddel.

Et israelsk studie viser, at 10 procent skærer ned på deres medicin, fordi de er bekymrede for bivirkninger. I et dansk studie var det næsten én tredjedel, der helt undlod at tage medicinen. Derfor bør man ifølge overlæge Henrik Horwitz genoverveje, hvordan bivirkning formidles på indlægssedler:

- Generelt tegner indlægssedler et worst case scenarie, som i nogle tilfælde ikke hænger sammen med virkeligheden. Så vi risikerer at gøre folk unødvendigt angste ved deres medicin. Det kan gøre, at patienter tager for lidt eller ingen medicin.


Overlæge Henrik Horwitz.​

Et ufærdigt regnestykke

For at forstå udfordringen med indlægssedler er det vigtigt at forstå, hvordan man kommer frem til de tal, vi finder på sedlerne i dag.

Når et nyt lægemiddel skal godkendes, gennemgår det en række kliniske forsøg, der skal måle både effekt og bivirkning af midlet. Man tester midlet af på forsøgspersoner, der opdeles i to grupper. Én gruppe kaldes den aktive gruppe - det er dem, der faktisk får lægemidlet – mens den anden gruppe – kontrolgruppen – får placebomedicin.

Finder man en bivirkning – lad os fx sige hovedpine – ved 10 procent af forsøgspersonerne i den aktive gruppe, er det dette tal, der bliver skrevet på indlægssedlen, hvis man vurderer, at det med rimelig sandsynlighed var lægemidlet, der var årsag til hovedpinen. Det sker uagtet af, om ni procent af personerne i placebogruppen også oplevede hovedpine.

- Det er her, at vi bør være bedre til at skille tingene ad. Hvis man modregner tallet i den aktive gruppe med tallet fra placebogruppen, så ender man med et noget lavere resultat. Fx kan hovedpine forårsages af mange forskellige ting. Det har ikke nødvendigvis noget med medicinen at gøre, men den oplysning får vi ikke, siger læge og ph.d. Siri Vinther.

Modregner man tallene, ville hyppigheden af hovedpine, der ligger ud over den hovedpine, som placebogruppen har oplevet, være på én procent. Men det betyder ikke, at det kun er det, man bør skrive.

For der er også nocebo-effekten at tage højde for. Altså at hyppigheden af hovedpine hos dem, der har fået placebo, vil være højere end i den almindelige befolkning. Simpelthen fordi troen på at de har fået lægemidlet, kan forårsage bivirkninger.

- I stedet burde vi overveje at skrive begge dele. Altså både hyppigheden af hovedpine i den aktive gruppe, og hyppigheden i placebogruppen. Det giver flest oplysninger, siger afdelingslæge Niels August Willer Strand.

​Op mod hver tredje afstår

Én ting er dog, hvordan data opgøres på indlægssedlerne. Noget andet er, hvordan data formidles til almindelige mennesker. Også her er der udfordringer, der kan afskrække fra medicinen.

- Mange overvurderer risikoen for, at netop de vil blive ramt af bivirkninger. Det, sammen med det faktum at mange bivirkninger beskrives i et sprog, som kan være svært at forstå for lægmænd, bidrager til utrygheden, siger Siri Vinther.

Det nuværende system, hvor bivirkningerne inddeles i kategorier som fra fx 1 til 10 procent, er for bredt, mener de tre forfattere. For der er meget stor forskel på en bivirkning, der rammer 9,9 procent og en, der rammer 1,1 procent. Alligevel ender de begge i kategorien ’Almindelig’:

- Man burde i stedet skrive det reelle tal ved hver enkelt bivirkning i et sprog, som alle kan forstå. Altså fx 5,4 procent oplever hovedpine efter at have taget lægemidlet. Og samtidig sørge for at korrigere med placebogruppen, siger Niels August Willer Strand.

Det er svært at fastslå den præcise konsekvens af måden, som indlægssedlerne bliver skrevet på i dag. Det afhænger af den enkelte patient, deres sygdom og det præparat, de skal tage. Men i nogle tilfælde er beskrivelserne af bivirkningerne en stopklods for den bedste behandling.

- Et israelsk studie viser, at information om bivirkninger på indlægssedler kan få 10 procent til at tage mindre medicin, end de burde. Og i et dansk studie var det helt op mod en tredjedel, der helt holdt op med at tage medicin pga. informationen, siger Niels August Willer Strand.


Afdelingslæge Niels August Willer Strand.

Svært at lave om – så vær kritisk

Det er Lægemiddelstyrelsen og Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA), der evaluerer og godkender lægemidler i EU. Ifølge de tre læger bag statusartiklen, er der behov for bedre og mere letforståelig information om bivirkninger. Især ved ældre lægemidler bør man ifølge Henrik Horwitz være opmærksom:

- Det varierer fra præparat til præparat. Det bliver – langsomt – bedre, da medicin, der godkendes i dag, lever op til højere krav end tidligere, og der er bedre information om bivirkningshyppigheden i de officielle godkendelsesdokumenter. Men det ville være rart, hvis den information også havnede i indlægssedlen. Men vi står stadig med nogle gamle, bredt anvendte lægemidler, der påviser bivirkninger på baggrund af fx et lille og uigennemsigtigt datagrundlag.

Der er desuden en stor usikkerhed om især de sjældne bivirkninger. Simpelthen fordi lægemidler ikke altid er blevet testet af på nok personer til, at man kan fastslå noget om de bivirkninger, der kun har ramt en enkelt eller to personer i testfasen.

- Egentlig burde vi opdatere bivirkninger – og effekt – ved ældre lægemidler med større datasæt. Men der er ikke nogen, der løfter den opgave. Måske fordi det simpelthen er så stort et arbejde, som lidt lander mellem stolene i systemet, siger Henrik Horwitz.

Lægerne bag statusartiklen er enige om, at det vil være svært ændre kravene til indlægssedler. Især til de midler, der allerede er godkendte. Først og fremmest fordi ændringerne skal ske på europæisk plan, og at det derfor kan blive en langsommelig proces.

- Men et godt sted at starte ville være at inkludere information om bivirkninger hos både aktiv- og placebobehandlede. Det gør man allerede med nogle midler i USA, og det virker. Et alternativ kunne være en offentligt tilgængelig database, hvor de her informationer formidles på en måde, som alle kan forstå, siger Niels August Willer Strand.

Indtil da opfordrer de til, at man som klinisk arbejdende læge bør være kritisk over for de bivirkningsdata, der bliver præsenteret på mange indlægssedler.​





Redaktør