​Ønsker du at blive frivillig på Palliativ Medicinsk Afdeling?

Hvad laver de frivillige på Palliativ Medicinsk Afdeling?

Palliativ Medicinsk Afdeling P, Bispebjerg Hospital har til opgave at lindre de fysiske og psykiske symptomer samt de sociale og åndelige problemer, der kan opstå i forbindelse med en fremskreden kræftsygdom. Støtte til de pårørende er en del af afdelingens opgave. Målet er at bedre patientens og de pårørendes livskvalitet med udgangspunkt i aktuelle vilkår og symptomer.

Afdelingen har en ordning med frivillige, der har fungeret siden 2003. De frivillige er med til at gøre en lille positiv forskel i dagligdagen både i den direkte kontakt med patienter og pårørende og ved at udføre forskellige praktiske opgaver i afdelingen.

Alle frivillige har tavshedspligt og møder patienter og pårørende "uden dagsorden", det er mennesket og ikke sygdommen, der er i fokus. Eneste information om patienten er navnet. Så udgangspunktet for besøget er altid patientens egen lyst og behov for samvær. De opgaver de frivillige påtager sig er bl.a.:

  • at samtale, lytte og skabe nærvær.
  • at ledsage patienter på mindre ture på hospitalsområdet og gå småærinder til kiosken eller det nærliggende supermarked.
  • at passe blomster, akvarium og børnehjørnet, at pynte op ved højtiderne, at arrangerer musik, at bage; alt sammen for at skabe en mere "hjemlig" atmosfære i hospitalsafdelingen.
  • at gå til hånde med praktiske gøremål ved at servere kaffe/the og andet for patienter, holde opholdsstuen pæn og ryddet, fylde kaffe/te på kander, fylde og tømme opvaskemaskinen og mere til.

Kunne du tænke dig at blive frivillig?

Som frivillig i Palliativ Medicinsk Afdeling P har du tid og personligt overskud til at være noget for andre.

Du har et par timer til rådighed hver eller hver anden uge, som du gerne vil bruge på at skabe glæde og positive oplevelser for andre.

Derudover er du:

  • moden og psykisk robust
  • stabil og ansvarlig
  • initiativrig og kontaktskabende
  • har en veludviklet situationsfornemmelse
  • villig til at lære noget nyt og modtage undervisning

Som ny frivillig følger du i dine første vagter én af de erfarne, og får hermed indsigt i rollen som frivillig.

Efterfølgende får du information, støtte og vejledning ved månedlige møder (hver anden måned med deltagelse af sygeplejeledelsen) samt undervisning og indsigt ved temadage.

Hvis du ønsker mere information, er du velkommen til at kontakte en af nedenstående:

  • Afdelingssygeplejerske Hanne Dahl, telefon 23 25 93 12, e-mail: hanne.dahl@regionh.dk 
  • Frivilligkoordinator Jytte Lyngvig, telefon 21 33 66 30
  • Frivillig Jette Clauson-Kaas, telefon 29 86 45 52
  • Frivillig Helle Søgaard, telefon 20 84 19 31
Redaktør