Spørgeskemaet EORTC QLQ-C15-PAL

​Her finder du information om EORTC QLQ-C15-PAL, som er et spørgeskema med 15 spørgsmål til patienter, der modtager palliativ indsats. Spørgeskemaet bruges i den daglige praksis i Palliativ Medicinsk Afdeling.

​Navnet EORTC QLQ-C15-PAL 

'EORTC' står for European Organisation for Research and Treatment of Cancer, altså den europæiske kræftforskningsorganisation. EORTC nedsatte i 1981 en forskergruppe, EORTC Quality of Life Group, som udviklede spørgeskemaet EORTC Quality of Life Questionnaire Core-30, forkortet EORTC 'QLQ-C30' . Det består af 30 spørgsmål, og er blevet et af de mest anvendte spørgeskemaer i internationale undersøgelser af kræftpatienter. Det er oversat til over 70 sprog.

EORTC QLQ-C15-PAL er en forkortet udgave af EORTC QLQ-C30, som er udviklet specielt til patienter, der modtager palliativ indsats. Målet var at fjerne de spørgsmål, der var unødvendige eller irrelevante for denne gruppe patienter for at gøre spørgeskemaet så kort og relevant som muligt. 

'C15' angiver, at der er grundskemaet (core) med 15 spørgsmål.'PAL' angiver, at det er til patienter, der modtager palliativ indsats. På længere sigt er det målet at udvikle supplerende, små spørgeskemaer om temaer, som ikke er dækket af EORTC QLQ-C15-PAL. 

Udviklingen af spørgeskemaet 

Spørgeskemaet blev udviklet som led i et 5-årigt, europæisk samarbejde i 9 lande under ledelse af Mogens Grønvold og Morten Aagaard Petersen, Forskningsenheden, Palliativ Medicinsk Afdeling, Bispebjerg Hospital. Arbejdet er nærmere beskrevet i artiklen 

Groenvold M, Petersen MAa, Aaronson NK, Arraras JI, Blazeby JM, Bottomley A, Fayers PM, de Graeff A, Hammerlid E, Kaasa S, Sprangers MAG, Bjorner JB for the EORTC Quality of Life Group. The development of the EORTC QLQ-C15-PAL: a shortened questionnaire for cancer patients in palliative care. European Journal of Cancer 2006; 42(1): 55-64.
En væsentlig fordel ved EORTC QLQ-C15-PAL er, at resultaterne kan sammenlignes direkte med EORTC QLQ-C30, som er en international standard, der er anvendt i et meget stort antal undersøgelser. 

Åbne spørgsmål

Vi har udviklet et lille supplement til EORTC QLQ-C15-PAL, idet der kan være behov for, at den enkelte patienter kan nævne vigtige symptomer eller problemer, som ikke belyses i de 15 spørgsmål. De 3 åbne spørgsmål er placeret lige efter de øvrige spørgsmål. En version med disse 3 ekstra spørgsmål kan fås fra Mogens Grønvold, og denne version anvendes som screeningsmetode i Dansk Palliativ Database.

Hvordan får man adgang til at bruge EORTC QLQ-C15-PAL? 

EORTC Quality of Life Group har copyright på EORTC QLQ-C15-PAL, hvilket betyder, at man kun må bruge det, hvis man får tilladelse fra denne gruppe. Det gør man automatisk og omkostningsfrit, såfremt skemaet skal bruges til et projekt (eller i daglig praksis), der ikke er finansieret af et privat firma. Man skal blot udfylde et skema på EORTC Quality of Life Group's hjemmeside 

Herefter får man adgang til at downloade den danske version af EORTC QLQ-C15-PAL (og andre oversættelser, hvis det ønskes). Ved at registrere anvendelsen af spørgeskemaet sikres det, at brugere kender betingelserne for brugen af spørgeskemaet, og at EORTC kan kontakte brugerne med oplysninger om spørgeskemaet. Samtidig får man adgang til at downloade manualen, der beskriver, hvordan EORTC-spørgeskemaer analyseres. Såfremt private firmaer vil anvende et EORTC-spørgeskema, kan der blive opkrævet en afgift. Nærmere oplysninger på EORTC Quality of Life Group's hjemmeside. 

Hvordan analyseres resultater med EORTC QLQ-C15-PAL?

Der er udarbejdet en detaljeret vejledning, der supplerer den manual, der er udarbejdet til de øvrige EORTC-spørgeskemaer, og som beskriver, hvordan resultaterne analyseres, så de bliver direkte sammenlignelige med svar fra EORTC QLQ-C30. Vejledningen kan hentes fra EORTC Quality of Life Group's hjemmeside, når man har registreret sig som bruger af skemaet.

Nærmere information 

Registrering af brugen af spørgskemaet skal ske på EORTC Quality of Life Group's hjemmeside. Har du andre spørgsmål, er du velkommen til at henvende dig til Mogens Grønvold, mg02@bbh.hosp.dk. 

Videnskabelige artikler om EORTC QLQ-C15-PAL 

Groenvold M, Petersen MAa, Aaronson NK, Arraras JI, Blazeby JM, Bottomley A, Fayers PM, de Graeff A, Hammerlid E, Kaasa S, Sprangers MAG, Bjorner JB for the EORTC Quality of Life Group. The development of the EORTC QLQ-C15-PAL: a shortened questionnaire for cancer patients in palliative care. European Journal of Cancer 2006; 42(1): 55-64.

Groenvold M, Petersen MAa, Aaronson NK, Arraras JI, Blazeby JM, Bottomley A, Fayers PM, de Graeff A, Hammerlid E, Kaasa S, Sprangers MAG, Bjorner JB. EORTC QLQ-C15-PAL: the new standard in the assessment of health-related quality of life in advanced cancer? (Response to Echteld MA et al., Palliative Medicine 2006; 20: 1-2.) Palliative Medicine 2006; 20 (2) 59-61.

Petersen MAa, Groenvold M, Aaronson NK, Blazeby J, Brandberg Y, de Graeff A, Fayers P, Hammerlid E, Sprangers MA, Velikova G, Bjorner JB for the European Organisation for Research ​and Treatment of Cancer Quality of Life Group. Item response theory was used to shorten EORTC QLQ-C30 scales for use in palliative care. Journal of Clinical Epidemiology 2006; 59: 36-44.

Bjorner JB, Petersen MA, Groenvold M, Aaronson NK, Ahlner-Elmquist M, Arraras JI, Fayers P, Jordhoy M, Sprangers MAG, Young T the European Organisation for Research and Treatment of Cancer Quality of Life Group. Use of item response theory to develop a shortened version of the EORTC QLQ-C30 emotional function scale. Quality of Life Research 2004; 13: 1683-1697.





Redaktør