Efter operationen på afdeling M50

Postoperativt forløb efter operationen
På afdeling M50 vil du blive modtaget af plejepersonalet, som vil tilse din forbinding, sikre at du er smertedækket og tilbyde dig mad og drikke hvis du har lyst.​


Kirurgen kommer i løbet af indlæggelsen og fortæller dig om operationen.
Du vil allerede samme dag komme op at sidde i en stol og ud at gå.  Træning med fysioterapeuten påbegyndes dagen efter operationen.

Plejepersonalet og fysioterapeuterne vil hjælpe dig, og du vil gå med et gangredskab -  i starten oftest med en gangramme og senere med krykstokke. 
Det er vigtigt at du træner så meget du kan, og kun betragter sengen som et sted man kan hvile sig.

Du skal forvente, at der er nogen smerter efter operationen, men vi vil smertedække dig så godt vi kan. Dine smerter bliver scoret fra 0 til 10, ved hjælp af en VAS skala. Det er vigtigt, at du siger til, hvis du har behov for smertestillende medicin.

Det er helt normalt, at dit ben kan være hævet og misfarvet efter operationen.

Under indlæggelsen, vil du dagligt få blodfortyndende medicin for at forhindre at der udvikles blodpropper i benene. Derudover vil du få taget blodprøver hver dag og et røntgenbillede af hoften, så vi kan kontrollere at alt er i orden.

Vi forventer at du bliver udskrevet efter senest tre dage, og at du selv kan klare toiletbesøg, påklædning, komme ind og ud af sengen, til og fra en stol, og gå selvstændigt med et hjælpemiddel. 

Vi vil også træne trappegang med dig.  Derudover vil du få en tid med til fjernelse af clipserne/agrafferne på afdeling M50.

Klik på følgende for at se video af de forskellige hofte øvelser der skal laves derhjemme:

Hofte Øvelse 1

Hofte Øvelse 2

Hofte Øvelse 3

Hofte Øvelse 4

Hofte Øvelse 5

Hofte Øvelse 6

Hofte Øvelse 7






Redaktør