Thyreoideaskintigrafi

​En thyreoideaskintigrafi er en undersøgelse, der viser skjoldbruskkirtlens størrelse og funktion. 
For at synliggøre kirtlen får du indsprøjtet et radioaktivt sporstof i en blodåre i armen. Derefter kan vi fotografere kirtlen. Undersøgelsen afsluttes med en ultralydsundersøgelse. 

Varighed
Du skal regne med at undersøgelsen varer ca. 1½ time.

Forberedelse
Der er ingen forberedelse til undersøgelsen. Du skal blot møde til den aftalte tid.
Er du gravid eller ammende, bedes du kontakte afdelingen.

Sådan foregår undersøgelsen
  • Du får en indsprøjtning i en blodåre i armen med et radioaktivt sporstof. Efter 15 – 30 minutter bliver du fotograferet. Du skal ligge på ryggen med kameraet tæt over ansigt og hals. Der optages 2 billeder af 10 minutters varighed.
  • Efter billedoptagelsen bliver din hals undersøgt af en læge, som også foretager ultralydsundersøgelsen.

Radioaktivt sporstof
Vi anvender en lille mængde radioaktivt sporstof til undersøgelsen. Den bestråling, du udsættes for, svarer til stråledosis ved visse røntgenundersøgelser.

Er der ubehag ved undersøgelsen?
Du mærker blot stikket i armen, når du får lagt plastikkanylen.

Komplikationer
Der er ingen komplikationer eller bivirkninger forbundet med undersøgelsen. 

Svar på undersøgelsen
  • Hvis du er indlagt, vil resultatet af undersøgelsen foreligge på din afdeling næste dag.
  • Hvis du kommer ambulant til undersøgelsen, vil resultatet foreligge på det ambulatorium du er tilknyttet, efter 3-4 hverdage.

Ændring af mødetidspunktet
Hvis du er forhindret i at møde til den aftalte tid, eller hvis har du yderligere spørgsmål til undersøgelsen bedes du ringe på tlf.: 35 31 27 94, dagligt mellem kl. 8.30 - 15.00.





Redaktør