Nyrefunktionsundersøgelse

​En nyrefunktionsundersøgelse er en undersøgelse, som giver oplysninger om nyrernes evne til at rense blodet for affaldsstoffer.​
(51Cr-EDTA-clearance - flerprøve undersøgelse)

Via en blodåre i armen får du indsprøjtet et radioaktivt sporstof. Dette udskilles gennem nyrerne. Ved at måle indholdet af sporstof i blodprøver før og tre/fire timer senere kan nyrernes funktion bestemmes.

Varighed
Du skal regne med at undersøgelsen varer i alt fem til seks timer. Det er tilladt af forlade afdelingen i tiden mellem injektion og senere blodprøvetagning.

Forberedelse
Der er ingen forberedelse til undersøgelsen. Mød blot til den aftalte tid.

Sådan foregår undersøgelsen
  • Du får lagt en lille plastikkanyle i en blodåre i armen. Herfra tager vi først en blodprøve, inden du får indsprøjtet det radioaktive sporstof. Derefter fjernes plastikkanylen.
  • Efter tre/fire timer skal der tages blodprøver. Du får igen lagt en lille plastikkanyle i en blodåre i armen. Den næste time tages fire blodprøver med præcis 20 minutter imellem hver blodprøve. Herefter er undersøgelsen færdig.

Radioaktivt sporstof
Vi anvender en lille mængde radioaktivt sporstof til undersøgelsen. Den bestråling, du udsættes for, svarer til stråledosis ved visse røntgenundersøgelser.

Er der ubehag ved undersøgelsen?
Du mærker blot stikket i armen, når du får lagt plastikkanylen.

Komplikationer
Der er ingen komplikationer eller bivirkninger forbundet med undersøgelsen.

Svar på undersøgelsen
  • Hvis du er indlagt, vil resultatet af undersøgelsen foreligge på din afdeling efter to hverdage.
  • Hvis du kommer ambulant til undersøgelsen, vil resultatet foreligge på det ambulatorium du er tilknyttet, efter 3-4 dage.

Ændring af mødetidspunktet
Hvis du er forhindret i at møde til den aftalte tid, eller hvis har du yderligere spørgsmål til undersøgelsen bedes du ringe på tlf.: 35 31 27 94, dagligt mellem kl. 8.30 - 15.00.




Redaktør