Måling af hjernens blodgennemstrømning (rCBF)

​Måling af hjernens blodgennemstrømning  er en undersøgelse, der viser hjernens regionale blodgennemstrømning.

​Vi indgiver et radioaktivt sporstof, der føres med blodet til hjernen. Vi udfører derefter en billedoptagelse af hjernen, der viser om blodet bliver fordelt ens i hele hjernen. 

Varighed
Du skal regne med at undersøgelsen varer ca. 1 time.

Forberedelse
Der er ingen forberedelse til undersøgelsen. Du skal  blot møde til den aftalte tid.
Er du gravid eller ammende, bedes du kontakte afdelingen.

Sådan foregår undersøgelsen
  • Du skal ligge på et leje, hvor vi giver dig en indsprøjtning i armen med et radioaktivt sporstof.
  • Under og efter indsprøjtningen er det vigtigt, at du ligger helt stille med lukkede øjne i 5 minutter. Derpå skal du hvile i 30 minutter.
  • Efter hviletiden laves billedoptagelsen, der varer 20 minutter. Mens dette foregår ligger du på et nyt leje, hvor 3 kamerahoveder drejer rundt om dit hoved én omgang. Du kan hele tiden se ud i rummet. 

Radioaktivt sporstof
Vi anvender en lille mængde radioaktivt sporstof til undersøgelsen. Den bestråling, du udsættes for, svarer til stråledosis ved visse røntgenundersøgelser. 

Er der ubehag ved undersøgelsen?
Du kan mærke stikket i armen, når vi giver dig indsprøjtningen.

Komplikationer
Der er ingen komplikationer eller bivirkninger forbundet med undersøgelsen.

Svar på undersøgelsen
  • Hvis du er indlagt, vil resultatet af undersøgelsen foreligge på din afdeling samme dag.
  • Hvis du kommer ambulant til undersøgelsen, vil resultatet foreligge på det ambulatorium du er tilknyttet efter 2-3 dage.

Ændring af mødetidspunktet
Hvis du er forhindret i at møde til den aftalte tid, eller hvis har du yderligere spørgsmål til undersøgelsen, bedes du ringe på tlf.: 35 31 27 94 eller 35 31 27 89, dagligt mellem kl. 8.30 - 15.00.





Redaktør