Lymfeskintigrafi

​En lymfeskintigrafi er en undersøgelse, som viser lymfekarrene og lymfeknuderne i benene.
For at synliggøre lymfekarrene får du indsprøjtet et radioaktivt sporstof mellem tæerne på begge fødder. Sporstoffet fordeler sig i lymfesystemet.

Varighed
Du skal regne med at undersøgelsen varer ca. 3 timer.

Forberedelse
Der er ingen forberedelse til undersøgelsen. Mød blot til den aftalte tid. Metalgenstande som f.eks. smykker, nøgler, bælter og mønter skal fjernes.
Er du gravid eller ammende, bedes du kontakte afdelingen.

Sådan foregår undersøgelsen
  • Du får indsprøjtet en lille mængde radioaktivt sporstof under huden. Samtidig udføres en billedoptagelse.
  • Derefter skal du vippe op og ned på fødderne i 5 minutter for at få sporstoffet fordelt med lymfen.
  • Umiddelbart herefter foretages en billedoptagelse fra fødder til bryst. Under billedoptagelsen skal du ligge på ryggen på et leje. Det er vigtigt at du ligger helt stille. Optagelsen varer ca. 20 minutter.
  • Ca. 2½ time efter indsprøjtningen udføres to billedoptagelser. Dette varer ca. 40 minutter.
  • Som hovedregel kan du beholde tøjet på under billedoptagelsen.

Radioaktivt sporstof
Vi anvender en lille mængde radioaktivt sporstof til undersøgelsen. Den bestråling, du udsættes for, svarer til stråledosis ved visse røntgenundersøgelser. 

Er der ubehag ved undersøgelsen?
Du mærker blot stikket i fødderne.

Komplikationer
Der er ingen komplikationer eller bivirkninger forbundet med undersøgelsen.

Svar på undersøgelsen
  • Hvis du er indlagt, vil resultatet foreligge på din afdeling efter 1-2 hverdage.
  • Hvis du kommer ambulant til undersøgelsen, vil resultatet foreligge på det ambulatorium du er tilknyttet, efter 2-3 hverdage.

Ændring af mødetidspunktet
Hvis du er forhindret i at møde til den aftalte tid, eller hvis du har yderligere spørgsmål til undersøgelsen, bedes du ringe på tlf.: 35 31 27 94, dagligt mellem kl. 8.30 - 15.00.




Redaktør